ErikBøghFraMineUngeDage

193 Om alle Tanker, livis Mulm omspænder mig, Alle de Irlys, som Drømmene tænder mig, Alle de Tvivl, som min Dæmon sender mig, — Alt hvad „Bekendte“, der ikke kender mig, Ikke kan taale at høre. Til Dig, min Ven, kan jeg derimod trygt Betro min største og værste Frygt: Jeg frygter for, at jeg ikke er fri For en sygelig Melankoli: Du veed, jeg har holdt mig saa temmelig kæk, Saa sjælden Nogen har sat mig i Skræk; Men det er netop det, der er Tingen: Det maa være galt med mit Nervesystem, For jeg er ligesom Polyfem Bange for Udejs — for „Ingen“ ; „Ingen“ som Modstander, „Ingen“ som Ven, Kun Ingen, Ingen, hvor jeg ser hen — Selv midt ind i Menneske-Vrimlen! For mig er de Udejs’er hele Stimlen. Det er for mig, som jeg saa mig om I en Ørk, naar d e t kommer over mig, Rundt om Øde og Daarligdom, Fortiden spildt og Fremtiden tom — Bare jeg ikke gaar hen og forlover mig!

13