ErikBøghFraMineUngeDage

156 havde været oppe hos ham og forsikret, at han hver Dag havde læst og tænkt saa meget paa sine Lektier, at han ikke havde kunnet sove om Natten, men at det var ham umuligt at lære, hvad der fordredes. Han havde ikke Hoved dertil, og bad derfor om, at han maatte rejse hjem, da han aldrig vilde kunne tage Eksamen. Forstanderen, der som sagt var en god Mand, havde imidlertid opfordret ham til ikke at tabe Modet, men prøve sine Evner endnu et Par Maaneder, før han opgav sin Fremtidsplan. „Men hvad kan det hjælpe?“ — sukkede den Fortvivlede. „Jeg kan jo ikke læse mere end jeg gør. „Det skal Du heller ikke. Tvert imod,“ — svarede jeg. Kammeraten saa’ forundret paa mig, uvis om det var Spøg eller Alvor. „Ja Du kan sagtens!“ — fortsatte han. „Du læser aldrig over og hver Gang, Du bliver eksamineret, siger Forstanderen: „Det var meget godt.“ „Naturligvis — netop fordi jeg ikke læser, som Du. Det er Din Fejl, at mens han holder Foredrag, sidder Du og ser i Lærebøgerne og bliver fortvivlet over, at han ikke siger det