ErikBøghFraMineUngeDage

155 lære de tykke Lærebøger udenad, havde jeg ikke andet Brug for mine ledige Timer, end nu og da at hjælpe lidt paa en eller anden ubehjælpsom Medelev, der ikke kunde finde paa Noget at skrive om det givne Stilæmne, eller ikke kunde udtyde, hvad de selv havde noteret under Foredragene — for øvrigt „spa- serede“ jeg. En ret pudsig lille Begivenhed mindes jeg fra den Tid. Jeg havde en Sidemand, der var lidt ældre end jeg og var begavet med et klart og kvikt Hoved, men ikke havde lært at lære anderledes end udenad. Uagtet han var flittig indtil Overdrivelse og f. Eks. læste det Pensum i Frølunds Haandbog, hvorover der var holdt Foredrag 20—30 Gange igennem, var det ham en Umulighed at gøre Rede for det Lærte, naar han i en følgende Time blev adspurgt. Han havde hver Dag i en hel Maaned, naar Forstanderen eksaminerede ham, faaet den „mundtlige Karakter“ — „Det var kun lidt, De vidste om den Sag“ — eller „De synes hverken at liave læst eller tænkt derpaa.“ Det stakkels flittige Menneske var nærved at fortvivle, og en Dag mødte jeg ham kom­ mende grædefærdig fra Forstanderen. Han