EfterretnOmJohannesWiedewelt

233

og Kunstnernes Trang og N ød , virker denne ædle Mands Navn som en venlig Solstraale gjennem mørke Skyer og varsler om bedre Dage for den fattige Kunstskole. E n lignende F ø le lse , endnu mægtigere, vil den, der ransager Akadem iets A arbøger fra denne T id , gribes af, naar han under 30. Ju n i 1801. læser: „indløbet Skrivelse (af 22. Ap ril) fra Pensionæren T h o r v a l d s e n , at han har forfærdiget en F ig u r i naturlig Størrelse forestillende en J a s o n 1) “ '. D en fattige B illedskærers Søn havde skabt et Yæ rk , som Y erd en ikke havde set Mage til siden F id ia s’ og P raxi- teles’ Dage. E n ny og alt overstraalende Stjærne steg op paa Kunstens Himmel, paa samme T id som en anden, bleg og mat, sank under Horizonten. nedbrudt og hans Legem e halvt lammet ved gjentagne apo­ plektiske An fald. D et første a f disse greb ham, som tid­ ligere anført, maaske allerede i 17 8 8 ; i den tidt omtalte F o lian t, hvori den gamle Kunstner har skreven en D el med sin egen H a and , i det andet skriftlige fra hans sidste L e v e a a r, begynder Haandskriften dog først med Optegnelserne fra 1 795 at se apoplektisk ud; Øjet følger med inderlig R ø re lse de usikre og vaklende Skrifttegn, som Oldingens skjælvende Haand har fængslet til P ap ire t; man kan paa Forandringerne i Haandskriften næsten tælle Anfaldene a f den frygtelige Sygdom og be­ dømme deres Heftighed. E t nyt og forfærdeligt Anfald fandt S ted midt i A a re t 1802. Dette ses af, at Optegnel­ serne i Folianten ikke ere fortsatte til dette Tidspunkt, og a f det næsten ulæselige Navnetræk, den ulykkelige gamle Mand efter igjen at være kommet noget til K ræ fte r teg- I 1802 var W iedewelt en svag og affældig Olding paa en og halvfjerdsindstyve A a r. Hans Helbred var aldeles

*) Akad. Dagebog, 1801.