EfterretnOmJohannesWiedewelt

214 sine F e il. D e idealske Skiønheder alene indtage, beundres og triumphere endog seenest i E fte rtid en ; skye de nyere Tiders Moder, det V indige, det Overdrevne. B y g sine S tud ier paa Sandhedens P ille r; det varer længst, det giver Borgerret, ja over hele Verden. G iør ikke som en vis F ranskm and, som begyndte sine Studier paa Engelsbroen og fulgte TiderQ.oåm paa L y k k e og Fromme. Han er bedre underrettet; jeg frygter altsaa ei d e rfo r. . . ieg troer at have banet V eyen saaledes, at den ikke kan være tung“ . B revet slutter med Paalæ g til Ynglingen om at betræde de antike Steder med Æ r e fr y g t 1). A f de Mænd, som i W iedewelts T id vare Læ rlinge af A kad em iet, have Kobberstikkeren L a b de og Maleren N e uh a u sen givet herlige V idnesbyrd om deres K jæ rlig- hed og Taknemmelighed mod den ulykkelige Olding, hvis sidste D age vare saa sørgelige, og hvem de, Akadem iet og den danske K un st skyldte saa meget. L a h d e har med V arm e og Hengivenhed fredet om W iedewelts Minde, hans flittige Gravstikke skylde vi et B illede a f den alder­ stegne Kunstner, som efter E ck s Dom i 1799 var temme­ lig lig t 2), og han har offenliggjort B reve og E fterretninger om W iedewelt, som ellers rimeligvis vare gaaede tabte. Malermester J e n s N e u h a u s e n er som bekjendt en a f Akadem iets største og ædelmodigste V elgjø rere. V ed T e ­ stamente a f 10 . Ju n i 1 8 1 2 , bekræftet a f Kongen den 23. Ja n u a r 1 81 6, skjænkede han sin efterladte Formue, sine B øger, Kobbere, Haandtegninger — deriblandt a f Tuscher, Mandelberg, Cramer, — og M alerier til den velgjørende og nødlidende Stiftelse, hvorfra han selv var udgaaet, „men isærdeleshed,“ hedder det i Testamentet, „skal den der­ iblandt værende Sam ling a f Professor Wiedewelts A rbeider forblive uadskildt ved Academ iet“ 3). Lykkeligvis faldt alt-

9 Brevet er aftrykt i Kbh. Skild. 1829, 948 f. — Dajon blev des uagtet aldrig nogen stor Kunstner. Hoyen I, 324 f.

2) Eck, 40. — D et er fra 1799. 3) Kollegialtidende 1816, 143 f.