EfterretnOmJohannesWiedewelt

213

livor lian arbejdede baade som Arkitekt og Billedhugger og gjorde sin Læremester Æ r e 1). B a t l i j e 2) — og, som det synes, Kingren — holdt ud hos den ulykkelige Olding til det sidste. Fo r de u n g e i A k a d e m i e t viste Wiedewelt en faderlig Omsorg, og hans milde og venlige Væsen har vist nok gjort ham særdeles elsket af dem. Han formanede dem bestandig til at have et aabent Øje for Kunstens Værd og Betydning, til af yderste Evne at arbejde paa deres Uddannelse, at de kunde gjøre sig selv, deres Lærere og Fædrelandet Æ re. De burde ikke vælge Kunsten, uden naar de følte indre Drift, K ald og Evner dertil3); naar deres Valg var truffet, skulde de begynde Værket med Lyst og Glæde, skride frem paa deres Bane med Mod og Udholdenlied, leve for Kunsten og ikke være Kunstner for at leve, eller, — som han et S teds4) udtrykker sig, — ikke drive Kunsten som en Plov alene til daglig Føde, men derimod betænke, at deres Arbejde skulde være et Offer paa Evighedens Alter. Derhos holdt han dem stedse Naturen og den antike Kunst for Øje til Studium og Efterlignelse5). l i l N i k o l a j D a j o n , der var en af hans og Akademiets mest lovende Elever, og som var gaaet til Bom som Stif­ telsens Pensionær, sender han saaledes under 16. Ju li 1776 følgende faderlige Formaninger: „. . . iil ikke for flygtigen fra B elvederen paa Vaticanen\ det er ikke nok at see A polio , Laocoon og Antinous ofte og i Hast. Studeer dem grundigen, tænk som en Græker, . . . Vælg, men vælg med Overlæg det Høie, det Sttblime , det Ædle. Lad fare alt hvad som nærmer sig det Nedrige; Naturen har og

b Sml. foran, Side 62 f. 2) Om denne mere siden.

3) »Hvor noye burde ikke Naturens Gaver undersøges førend man opofrede de unge Planter udi Minervæ Tempel. Sandhedens Fakler opdage alt for mange Prøver paa m islingende Frugtør“» Tanker om Smagen, 52. 4) S. st., 52 f. 5) Eck, 40 f.