DetKongeligeTeater_1852-59

122

CONELICTEN MED HØEDT.

Fordring, det kan ikke nægtes, men ikke — je g gjen- tager det — fordi je g ikke v i l d e lyde ham, men fordi jeg , som sagt, a f andre og høiere P ligthensyn ikke t u r d e . “ „Men — siger man — om je g nu ogsaa, og maaskee med Grund, frygtede for at udføre Pollen , saa kunde je g dog ikke fryg te for at komme paa Prøven. Nei, ganske vist. Men hvad skulde je g paa den P røve? hvorledes Jfr . Muller og Hr. F erslev vilde udføre deres Roller, kunde je g vide uden P rø ve ; og da jeg var aldeles paa det Rene med, at jeg , saaledes under­ støttet, ikke turde spille, saa maatte je g jo tidlig eller seent gjøre et Brud paa meerbemeldte Reglement, og je g b lev da lige strafskyldig, naar je g gjorde det. Men je g havde endnu en anden Grund. E fte r den lidenskabelige Maade, hvorpaa Hr. E tatsraad Heiberg havde behandlet det hele Spørgsmaal, frygtede je g virkelig for, at han, naar je g blot havde prøvet, skulde sætte S tykke t til Opførelse, uden at ændse nogen Ind ­ sigelse fra min Side, og saaledes bringe mig til, enten at optræde eller lade det hele Publicum gaae for- gjæves; det Første turde je g ikke, og for at vove det Sidste maatte je g have opgivet Theatret for bestandig, men hertil har je g dog endnu ikke besluttet m ig.“ „ Je g mener nu at have anført, hvad je g i denne S ag fornemmelig kunde ønske udtalt ligeoverfor Mini­ steriet. Det for mig under alle Omstændigheder Væsent- ligste, at je g kun har handlet a f reent kunstnerisk Hensyn, v il Ministeriet troe, tør je g haabe, selv uden denne Forsikkring. Og hermed har je g den Æ re at overgive min Sag til Ministeriets Dom.

D. 21 de Februar 1855 .

Underdanigst

F . L . Hø edt.“