DetKongeligeTeater_1852-59

I I I

jeg ogsaa anse mig forpligtet i denne Retning mod mine Medarbejdere i Theaterstyrelsen, den da allerede afdøde Conferentsraad Hauch, — som i 1868, da han sidst skrev mig til om den forventede Fortsættelse af hans Livs­ erindringer, have udtalt: „ogsaa vilde jeg nødig, at Overskou skulde have det sidste Ord i de Theateranliggender, hvori vi have været indviklede,“ — ogmod senere afdøde Professor Høedt, som mere end nogen Anden havde lidt personlig Mishandling og skaanselløs Medfart af et uforstandigt Publicum, og aldrig var bleven erkjendt efter Fortjeneste for hvad han havde været og virket for Theatret.J) Imidlertid frembød sig mange Hindringer for Udførelsen af mit Forsæt, og dog blev Pligten til at udføre det bestandig stærkere, saameget mere som jeg efterhaanden var bleven omtrent den Eneste, der kunde udføre, hvad dog burde udføres. 1) Da der ved Bebudelse af det her foreliggende Skrift offentligt er blevet hentydet til mit personlige Forhold til Høedt og Wiehe, har jeg med Hensyn til den Betydning, man kunde tillægge dette for Skriftets Troværdighed, ikke villet forbigaa at bemærke: Det var først gjennem min Stilling som Secretair hos Cultusministeren og fornemmelig under Krisen i 1855 , at jeg kom i personlig Berøring med Høedt, og om jeg end ganske vist siden den Tid bestandig stod i et venskabeligt Forhold til Høedt, og af og til kom sammen med ham udenfor Tjenesteforhold, tør jeg dog ikke sige, at mit Forhold til ham nogensinde har faaet Charakter af et Venskabsforhold; den Interesse for ham, som jeg fra første Færd har næret og bestandig bevaret, har ene havt sit Udspring fra E rkj endelsen af hans Værd som Kunstner og hans Betydning for Theatret. Endnu mindre har jeg staaet i noget personlig intimt Forhold til M. Wiehe, med hvem jeg overhovedet sjeldent kom i Berøring og navnlig ikke udenfor Tjenesteforhold.