DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

343 Næste Aar var det Pastor Gude ved alm. Hospital, der holdt Festtalen; at det i disse Aar ikke var nogen af Lærerne, skyldes rimeligvis den Omstændighed, at disse for Tiden var ganske unge; men de følgende Aar skiftes de igen til at tale. Den ene af dem var Becker, der i Tyverne ofte skrev Kan­ taten og holdt Talen, som af og til blev offentliggjort i et Tidsskrift. I 1827 sagde han bl. a. om Frederik V og Bern- storff: „Lad endog den Ædling, som stod hans Trone nær, have undfanget Ideen til en saa almengavnlig Indretning . . . Frederiks Ønske og Bernstorffs Udkast mødtes som to lige- stemte Toner.“ Det var nu bleven Skik, at der ved Højtideligheden op­ stilledes Buster baade af Frederik Y og Bernstorff, og senere kom dertil en Buste af den regerende Konge. Endnu i 1829 blev der sungen en Kantate af Møller, hvoraf et Par Yers skal anføres:

S a a tid lig je g m in F a d e r savned, M in M o d e rs sidste S u k gjenlød, M e d kra ftløs A rm h u n m ig om favned, H u n b legn ede — a k ! h u n var d ø d ! J e g va n k e d om fra S te d til Sted, O g T a a re r fu lg te m ine F je d . E n æ del hørte h u ld m in K la g e , H a n saa m in T ra n g og lin d re d d en ; J e g kom h e rin d — m in U n g d om s D a g e M e d S o i’gløshed n u ile hen. F r a A rm o d frelst je g n u m ig ser, E j K um m e rsta a re n flyder m er.

Det er jo de rørende Strenge, der her særlig er an- slaaet, saaledes som det laa for Tiden, samtidig med at den aldrig glemte at synge Dydens Pris:

K u n D y d skal stedse, stedse væ re V o r t L iv , v o r D a a d , v o rt H a a b , v o r Æ re , D e t love vi.

Fra 1817— 30 var det stadig Kapelmusikus Bredahl, der havde ordnet Musikken til Kantaterne. I Trediverne kommer