DetKongeligeOpfostringshus_1753-1903

321 Slesvig. Han havde en Tid Sæde i Rigsraadets Landsting og var i 1864 Civilkommissær for Hertugdømmet Slesvig. Efter Krigen flyttede han til København, hvor han blev Nathan- sons Efterfølger som Redaktør af Berlingske Tidende. Det var et ualmindelig virksomt Liv, der afsluttedes, da lian døde under et Ophold i Paris 1873. Han er en af de mange, der har gjort sit gamle Hjem stor Ære, og han vedkendte sig det altid, et godt Bevis paa, at hans Dannelse ikke var blot udvendig. Efter at Borch havde modtaget denne Deputation, hvis Ord rimeligvis har været Dagens mest betydningsfulde for ham, var der Skolehøjtid med Sang og Tale, og paa en Søjle læstes et Vers af Eibe i Drengenes Navn. Om Middagen fik Børnene deres sædvanlige Festmad, Risengrød og Steg, og om Eftermiddagen var der Kirkehøjtid, ved hvilken Direk­ tionen, en talrig Kreds af Videnskabsmænd og Kunstnere og en stor Del gamle Elever var til Stede. Gamle Elever sang- ved den Lejlighed en Kantate af Place med Musik af Stroe. Endelig var der Festmiddag hos Vincent, hvor der blandt flere Sange, forfattede af Borchs Venner, ogsaafandtes en af Fr. Knudsen. Dagen sluttede hos Drengene, der fik et lille Punchegilde, som overværedes af „Jubeloldingen“ og Di­ rektionen. Næsten et Aar endnu holdt han ud; men saa var han træt. Den 21. Januar 1845 indgav han sin Afskedsansøg­ ning, der begynder saaledes: E fte r at je g n u i 51 A a r, nem lig fra m it 25de til m it 78de, liar anvendt m in U n g d o m s, M a n d d om s og A ld e rd om s T id for efter E v n e at forestaa det kg l. O p fo strin g sh u s, er det højst n ø d v en d ig t, at je g tragter efter at n yd e d en R o lig h e d , je g saa h ø jlig e n træ ng er til. Im id lertid forlader je g n ø d ig e n en P o st, som je g i al m in Em b e d s tid har haft megen K jæ rlig h e d for, o g h v o ri jeg, uden at væ re ubeskeden, tro r at have arbejd et m ed n o g e n lu n d e H e ld , ligesom jeg ogsaa m ed en pas­ sende G age, en h y g g e lig B o p æ l og a dskillige Em o lu m e n te r har ku n n et leve et so rg frit L iv . D e G ru n d e , der isæ r bevæ ge m ig til at gjøre et Skridt, fo r at o p naa d en R o lig h e d , je g saalæ nge har savnet, ere føl­ gende. M in Sjæ ls og Le g em s K ræ fte r ere i de sidste A a r m eget svækkede, isæ r er m in H u k om m e lse saa svag, at je g næ ppe kan erindre, hvad je g n y lig e n har talet om . . . Det kgl. Opfostringshus. ^