DetKongeligeOpfostringhus_18877-86
18 (Skolen og Livet 297 f.), der efter med Styrke a t have hævdet Nødvendigheden af Religionsundervisningen i Folkeskolen, ud taler: „Naar den Tid, der i Skolen an vendes til Religionsundervisningen, staar i Misforhold til den Tid, der anvendes til Opdragelse til den vi dende Erkjendelse, da er det indlysende, at Skylden herfor ikke er den, a t der lægges for megen Vægt pa a Religionsundervisningen, men a t der lægges for liden Vægt paa de andre Lærefag; og a t Misforholdet kun udjævnes paa en sand og naturlig Maade, naar det efter Haanden lykkes Almueskolen gjennem en mere udvidet Skolegang a t faa Lejlighed til ogsaa at benytte et rigere Apparat af Læremidler« De t e r kun paa den Maade, a t Almueskolen i Sandhed kan stræbe hen til den Ligevægt, hvorfor Betingelserne i al Fald ere til Stede i de andre Stænders Skoler, medens vi derimod lige over for vor Tids tumu ltua riske Fordringer ma a tte anse dette for det stø rste pædagogiske Misgreb, om man i Almueskolen vilde vinde Plads for de andre Læremidler ved at trænge Religionsundervisningen til bage eller vel end ogsaa ved ganske at fortrænge den fra Skolen og henvise den til Kirken. “ Vi kunne fuldstændig tiltræde disse vægtige Ud talelser for Religionsundervisningens Bibeholdelse i Skolen og ville særlig slutte os til Monrads Udtalelse: De r maa staas fast, naar der er Tale om at gjøre nogen Indrømmelse til at afknappe Tiden for Religions undervisningen, og til Fr. Lange om det store pædagogi ske Misgreb at ville tilbagetvinge denne Undervisning i Folkeskolen, — ja der maa ikke gjøres den mindste Indrømmelse; lad saa dem, der ikke ere tilfredse med
Made with FlippingBook