DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

16

ikke Religion. „Vi ville ikke, siger Monrad, h e r finde et eneste Ord om Gud eller Pligt, om Religion eller Sædelære, og dermed skal Staten lade sig nøje! Om et Barn læ rer a t kjende sin Gud og sin Frelser, er Staten ligegyldigt. Om et Barn tror, a t det h a r en udødelig Sjæl, eller skal dø en Gang som en gammel Hest, hvad Magt ligger derpaa? Om et Barn læ rer a t kjende, at det ha r Pligter at opfylde heri Livet, a t d e t ikke blindt maa følge sine sanselige Tilbøjelig­ heder, at det skal frygte Gud, ære Kongen og elske sin Næste, hvad Betydning h a r vel alt det, naar det blot kan regne med Decimalbrøk ?“ Saadan saa’ F o r ­ slaget ud 1873, hvordan mon de t nu vilde komme til a t se u d ? Med Hensyn til Religionsundervisningens Stilling i Skolen ha r Monrad aabenbart Re t naar han i Anledning af Halls Forslag, der vilde indskrænke denne Undervisning til Bibelhistorie og Luthers K a te ­ kismus med en ko rt Forklaring, siger: „Her er et Punk t, hvor vi formene, at man bør staa fast og ikke begynde en tilbagegaaende Bevægelse, thi en T ilbage­ trængen er Begyndelsen til Fo rtræng en .“ Men naar Monrad i 1872 siger: „Vi frakjende paa ingen Maade vore F ritænkere Dristighed, men vi tro dog for g o d t om dem til at antage, a t nogen af dem turde staa op og sige; „Giv ikke Fo lke t Kristendom, men min Overbevisning^, da maa vi i 1885 sikke rt udbryde; „Ak hvor fo rand re t,“ hvad den sidste Del af loc. cit. angaar. Vi skulle jo være europæiske, enten vi ville eller ikke, og E. Monteuils og andre Læ rebøger for Børn vise os jo i hvad Retning Udviklingen vil komme til at gaa, n a a r først det lykkes at faa Religionen ud at Skolen.