DetGamleKøbenhavn_I

80 Viceadmiral ved hans Gilder; han har set sig i den allerhøjeste Nødvendighed at lade sig bære død­ drukken derfra, naar Morgenen gryede, medens de Abekatte, som Tordenskjold for sin Fornøjelses Skyld havde ladet anbringe i Porten, vaagnede ved Rabal­ deret og paa en langtfia tilstrækkelig respektfuld Maade betragtede den faldne Majestæt. Drachmanns Digt er et fortræffeligt Tidsbillede; men selve Begivenheden, der skildres, maa skrives paa den digteriske Fantasis Regning. Det er næppe sandsynligt, at Hs. Majestæt fra sit Taffel skulde have ulejliget sig helt over paa Christianshavn for at sige sin Protégé, hvem han saa daarlig kunde undvære, at han endog næsten daglig forlangte hans Opvart­ ning ved sit Taffel, følgende unaadige Ord:

»Hr. Viceadmiral, han faar vel dæmpe lidt sine Toner, hvis ikke jeg skal røgte min kongelig Befal’ og selv fornagle Tordenskjolds Kanoner! Vi gav dig dem at bruge og lade høre sig til Tider; — men du har ej lært at spare og skal Vi vælge mellem Vor Nattero og dig, Vi ta’r Vor Nattero og la’ r dig fare.«

Den, der kender Kong Frederik d. Fjerde ret, vil snarere være tilbøjelig til at tro, at Kongen ved Synet af Admiralens muntre Lag — hvor Drachmann mærkværdig nok paa en Tid, hvor der ingen kongelige Actricer fandtes endnu, lader en saadan være til Stede — som den Ven af »Wein, Weiber und Gesang«, han notorisk var, ha\de baaiet sig ad paa den stik mod­ satte Maade og havde ofret sin kongelige Nattero, selv om det var gaaet ud over den fredelige christians- havnske Borgers. Men det derefter følgende Digt, hvor Tordenskjold