DetGamleKøbenhavn_I

107

»Christianshavn ved Søndervold Kallebodske Vove ! Kærlighed, det er dit Skjold, Frihed dine Love. Fuglen synger højt i Sky over Frugttræer høje, i hvis Skygge hviler bly dine Døtres Øje.«

Ja, saa idyllisk var der dengang paa Christians­ havn, og det hyggelige Borgerliv udfoldede sig frit og fornøjeligt, som naar Skovturen —■hvor Heiberg er Vært for sine unge Kusiner — skal gaa for sig i straa- lende Solskin:

»For Porten holder en Vogn fra Busk, den bringer os til Skovens Telte; mon Skræk det volder, at jeg er Kusk, o, jeg skal sikkert ikke væ lte! . . .

K om nu Pauline*) Elisa**) kom ! og lad m ig ikke længer vente! Se Jacobine**), hvor god og from hun Livbaand om sin Søster spændte! M arie***), hvor blev hun dog af? H vad nu? Hun trak en K jole paa, den sprang itu.

Ja, hun bli’r stor, sprængte som Flor det gamle T øj, og Mutter skændte!«

Saa kører de i Skoven, fordelte tre og tre og en hos Heiberg paa Kuskesædet, og de flygter fra det dæk­ kede Bord med Kalvesteg og Æg i det sikre Haab, at Dyrehaven bringer baade Mad og Glæde. Paa Vejen møder de Abrahams, Heibergs Studenter­ ven, standser og faar en Passiar med ham; ud ad Nør*) Pauline Buntzen, død ugift.

**) Elisa og Jacobine Jørgensen, to Legekammerater. ***) Senere Fru Strøm, Nationalbankdirektør Strøms Moder.