DenPolytekniskeLæreanstalt_1829-1929

233

U N D E R JUL IUS TH O M S E N

paa Frederiksberg Th. Jochimsen, som tidligere i en Snes Aar havde været Stadsingeniør i Odense, han skrev :14 Det var mig en Fornøjelse at læse Premierlieuténant Ulrichs Bemærk* ninger om Undervisningen paa Den polytekniske Læreanstalt, og vi maa være ham taknemmelige, fordi han har brudt Isen og i vort Tidsskrift begyndt en Diskussion om dette vigtige Emne. Idet jeg i meget kan tiltræde hans Bemærkninger, skal jeg dog tillade mig at supplere disse med følgende. En re t god Maalestok for en Læreanstalts Virksomhed faar man ved at iagttage den Virksomhed, som udfoldes af de unge Teknikere, som er udgaaede fra samme. Det vil da sikkert af alle Fagmænd indrømmes, at disse unge Mænd sendes ud i Verden, hvor da alle eller i ethvert Til* fælde de fleste af dem skal beskæftige sig med Løsningen af rent praktiske Spørgsmaal, med en stor Ballast af teoretiske Kundskaber, der gør dem mest skikkede til Lærer* og Docentvirksomhed i Matematik, Fysik, Kemi og Naturvidenskaberne, medens deres Blik for Anven* delsen af disse V idenskaber paa Løsning af praktiske Opgaver i Livet neppe er aabnet endnu. Hvorledes gaar det saaledes vore unge Kandidater i Kemi? Mange af dem bliver Lærere i Skoler og Docenter; men i Fabrikker træffer vi for* holdsvis faa beskæftigede, og deres Beskæftigelse her bestaar da hoved* sagelig i Laboratoriumsarbejder. Paa de fleste Omraader synes man at foretrække Farmaceuter, uagtet disses kemisk*tekniske Fordannelse har gaaet i en ganske ensidig Retning. Hvad skal en Kandidat i Mekanik gribe til, naar han har forladt Eks* amensbordet og vil anvende sit store Fond af Kundskaber paa praktisk Virksomhed? Han kan maaske bruges som Tegneassistent paa en Maskin* fabriks Konstruktionsstue, hvor han imidlertid i det mindste foreløbig ikke kan yde re t meget, fordi han tegner tarveligt, har for lidt Øvelse i selv* stændig Udførelse af Konstruktioner og saa godt som intet Kendskab til praktiske Maskinfag, medmindre han som Lærling har gennemgaaet et Maskinværksted, hvad der selvfølgelig vil være til stor Gavn for ham. Men skal han først gennemgaa et Maskinværksted, inden han begynder paa den teoretiske Uddannelse, saa vil der i det hele medgaa 8 å 10 Aar til hans hele Uddannelse. Har han gennemgaaet en saadan Uddannelse, saa har han ganske vist alle Forudsætninger for at kunne blive en meget brugbar Tekniker i Maskinfaget; men han har dog endnu en væsenlig Mangel: Han kender intet eller saa godt som intet til et af Nutidens vigtigste Fag paa det tekniske Omraade — nemlig »Elektrotekniker*«, som Læreanstalten, mærkværdig nok, endnu ikke har optaget som Under* visningsfag. Følgen af Mekanikernes udmærkede, teoretiske Uddan* nelse, men mangelfulde Faguddannelse er derfor, at et stort nta a dem gaar over til Lærervirksomheden ved Skoler; medens kun faa opnaar en tilfredsstillende Virksomhed i Maskinfaget. Jeg kommer dernæst til den unge Kandidat i Ingeniørfagene; han er maaske lidt heldigere stillet, naar han forlader Læreanstalten, I^n^i har faaet en noget mere faglig Uddannnelse, har noget mere Øve se i Tegning og selvstændige Konstruktionsarbejder og er øvet i Landmaa* 14 I n g e n iø re n . 1. A a r g . 1892. S. 77— 78.