DenKroniskeBolignød

grundarealer, som det var begyndt at bortsælge til byggeformål. Nu v a r det så heldigt, at der i bestyrelsen for fideicommisset sad nogle gamle aristokrater, som ikke kunne lide baggårdsbebyg­ gelse. De indførte derfor den klausul i salgsbetingelserne, at byggeplanerne skulle godkendes a f bestyrelsen. De v ille ikke have slum på deres grunde, og det lykkedes virkelig ved denne private censur at forhindre det værste spekulationsbyggeri på store dele a f Østerbro. Det gav samtidig denne bydel en særlig »tone« a f bedsteborgerlighed, som den har beholdt siden (men det er en anden sag - med interessante sociologiske perspektiver). Det ser ud, som om det var den heldigere udvikling på Øster­ bro, der fik de mere ansvarsbevidste mænd 1 i Københavns b y ­ styre til at vågne op og forsøge at finde udveje til at gøre ligeså. Nu kom nogle ældgamle, glemte bestemmelser disse folk til hjæ lp: på de grunde der havde været i kommunens besiddelse fra ældre tid havde man nogle »røde« servitutter fra de store brande i 1728 og 1795. De foreskrev, at intet måtte bygges uden magistratens samtykke og de tilstødende ejeres tilladelse. Disse bestemmelser blev fra slutningen a f 1890’erne benyttet til at fast­ lægge visse retningslinier for byggeriets byplanmæssige udform­ ning. Omkring århundredskiftet begyndte kommunen tillige at opkøbe jord, ialt ca. 500 hektar land ,2 som der blev lagt tilsva­ rende servitutter på. For første gang kom kommunen ind på den politik at se byggeforetagenderne lidt efter i sømmene, således at der fortrinsvis blev solgt grunde til de byggeselskaber, der havde v ilje til at skabe fornuftige bebyggelser i samarbejde med kommunens sagkyndige embedsmænd. A lle disse ideelle bestræ­ belser, der faktisk kom i stand rent administrativt og på trods a f byens elendige byggelove, blev den, spæde begyndelse til den byplanlovgivning, som så lyset første gang i 1925, men først fik afgørende betydning ved vedtagelsen a f byplanloven a f 29. april 1938 og Københavns byggelov a f 29. marts 1939. 1 Blandt andre stadsingeniør C. Ambt og borgmester L. C. Borup. I 1896 ud­ taler Borup om en gadeplan udarbejdet af Ambt: »Det er i overensstemmel­ se med den tendens, der har givet sig til kende i den sidste tid, når Fidei­ commisset ikke vil have baghuse opført.«* 2 I 1920 ejede København 30 % af kommunens byggemodne jordarealer. 4 ’ 51