DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

5 8

sin praktiske Lærdom: „Hvis hver Mand i Byen havde saadant, et lille Kighul, saa var Svogerskabet ikke saa stort“ — denne Aabenbaring af uendelig Komik glemtes aldrig af den, der havde seet den. Stor i sin Selvbevidsthed, overlegen i sin fuld­ stændige Mangel paa Anelse om sin egen Uvidenhed, brutal mod sin Husstand, kattekjælen i sin Beilen til den kjønne Møllerkone var hans Brause i „Sovedrikken“, en Skikkelse, hvis mindste Yttringer i Sang som i Tale fremgik af et Totalblik paa den komiske Personlighed, der skulde fremstilles. I noblere Linier, med finere Profil tegnedes det myndige, karakterfaste Væsen hos den strenge Formynder Maleren Grøndal i „Ungdom og Galskab“, men ogsaa ham stillede Frydendahls Lune i ægte komisk Belysning, saa at disse Boller, skabte af ham og for­ træffeligt udførte af hans Efterfølgere, ingensinde naaede det Høidepunkt af straalende Komik, som han hævede dem op til. Han spillede Montefiascone i „Cendrillon“, Jacob i „Joseph og hans Brødre“, Pierre i „Sargino“ og sluttede disse sine Opera­ triumfer indenfor Periodens Grænse med Skabelsen af sin geniale Bartholo baade i „Figaros Giftermaal“ og i „Barberen“, en Figur, der var ligesom mættet med al den Komik, han raadede over. Om denne Komik skriver Baggesen: „Det karakteristisk Ypperlige i Frydendahls Fremstilling af komiske Originaler, især i Liv-Boller, er den næsten ubegribelige Fuldendelse af alle de mindste Træk og den fuldkomne Sammenhæng mellem alle Momenter i en le t, som af sig selv frembølgende Glathed, der giver endog det Barokke Gratie og gjør Karikaturen selv til Ideal.“ Han tager ikke i Betænkning at kalde ham „den største nulevende komiske Skuespiller i Europa,“ og denne Dom har nogen Vægt, fordi den bereiste Baggesen havde seet megen fremmed Komedie. Naar han fremdeles taler om „en vis yderst fin komisk Duft“, der ligesom omsvæver Frydendahls hele Person, vil han dermed forklare den næsten utrolige Magt, Kunstneren øvede over sit Publikum blot ved at vise sig for det. Hvor han som Flensborgeren i Treaktssammendraget af „Gert West- phaler“ kom ind paa Barberstuen og ganske spagfærdigt og naturligt tog Plads i en Stol, fremkaldte han blot ved at sidde og vente med et taalmodigt, inderligt tanketomt Ansigt en sand