DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

mig nu ind, at et saa uanstændigt Optrin som det forberedte vilde blive forhindret af Ærefrygt for Majestæten. Jeg besteg altsaa min Triumf-Baare, man bar mig ind, jeg svingede med min Hat som sædvanlig; men da jeg passerede forbi Lamperne, hilsedes jeg af en stærk Hyssen, blandet med Lyden af et Par Piber. Dette frapperede mig endnu ikke i den Grad, at det kunde forstyrre mig i Udførelsen af min Rolle, men — at en Forsamling af 1100 Mennesker med Rolighed hørte paa, at en Snes Ildesindede angreb den forurettede Privatmand i hans offentlige Raid, at ikke et øieblikkeligt Indignationsraab bragte de skjulte Avindsmænd til Orden og overbeviste mig om, at jeg besad Venner blandt mine Landsmænd — dette opfyldte min Sjæl med et Nag, som jeg med den bedste Villie aldrig har kunnet forvinde. Den Bitterhed, jeg dengang følte, lader sig ikke beskrive; det var ikke de Ondes Daad, der knuste mig. men de Godes Ligegyldighed, der gav mig Døden i Hjertet.’ Jeg sprang ned af Baaren, gik hen mod den kongelige Loge og spurgte Kongen med høi Røst: „Hvad befaler Deres Majestæt at jeg skal gjøre?“ Dette Skridt blev senere udtydet som en mcinquement imod Majestæten, men det Svar, jeg modtog, viste, at jeg i Øieblikket var bleven rigtig forstaaet. „Blive ved,“ lød Kongens Ord, og jeg adlød som tro og underdanig Tjener. Jeg- skrifter ærligt min inderste Mening: det var Publikum, som je j i min Harme vilde manquere; uden Kongens Nærværelse vildt jeg have gaaet ud af Scenen for aldrig mere at vise mig for dem, der havde taalt, at jeg uforskyldt blev traadt under Fødder i deres Nærværelse. Det var undersaatlig Ærefrygt og Hen­ givenhed, der indgav mig det fantastiske Skridt, som Øieblikkets Exaltation frembragte; thi Scenen river mig altid med sig, oo- saaledes som jeg i Valdemar har følt mig besjælet af Helte^ kongens Begeistring, saaledes indseer jeg, at en spansk Toreador vilde have baaret sig ad, ligesom jeg gjorde det. Forestillingen gik sin Gang; Publikum, der egentlig var den Fornærmede kjælede nu lidt for mig, men Hoffet følte sin Værdighed kom­ promitteret.“ I hvilken Stemning Bournonville kom hjem den Aften kan man af det Foregaaende slutte sig til. Han' skrev i Nattens Løb sin Afskedsansøgning, ordnede sine Sager til Afreise med