DenDanskeSkueplads-II

597

Dampskibet næste Dag —1men hindredes i at overskride sin Tærskel ved en Ordre om foreløbig Stuearrest. Indespærringen skaffede ham megen Satisfaktion i Form af venlige Breve fra Velyndernes Skare, men desuagtet var han fast besluttet paa at ryste det danske Støv af sine Fodsaaler og bygge sin Fremtid i Udlandet. Man vilde imidlertid ikke af med ham, kunde ikke undvære ham, og Udfaldet af Forhandlingerne blev, at Bournon- ville — der var bunden til Theatret ved Kontrakt endnu i syv Aar — fik Orlov i sex Maaneder til en Udenlandsreise paa egen Bekostning, saa skulde det Hele være glemt, naar han vendte tilbage. Han var forlængst paa Veien til Italien, da Domstolene fældte Ophavsmændene til Skandalen: Grev Schulenburg fik fjorten Dages Hovedvagtsarrest, og de, der havde modtaget Bil­ letter af ham for at pibe — en Skomager, en Fuldmægtig og en Skoledreng — idømtes Bøder. Som Suppleant for Bournon- ville indkaldtes fra Berlin Balletmester Filippo T ag li o 11 i, der ledsagedes af sin Frue, en meget yndet Solodanserinde. Trods al teknisk Virtuositet havde Parret ligesaa smal Lykke med sin Dans som med sin Balletkomposition. „ S c h w e i z e r p i g e n “, der gaves som Feststykke i Anledning af Kronprinsens Formæling — sammen med „Svanehammen“ — faldt for Publikums Dom, da denne paa den anden Opførelsesaften kunde udtale sig frit. Den treogtyveaarige Student Jens Christian Hostrup var tilstede i Parterret og meddeler herom i sine Erindringer: „Som hele Publikum fulgte jeg Stykket med stor Interesse og var især henrykt over de skjønne Sange, hvortil Pung havde komponeret en udmærket Musik. Men da saa Balletten kom, fandt vi Kjøben- havnere, som ved Bournonville vare blevne vante til sindrig Komposition og gratieus Dans, at den floue tydske Badutspringer ikke var til at udholde, og det blev bestandig værre, da han, hvergang der hyssedes af ham, svarede med haanlige, noniske Buk og tilsidst, efterat der midt i anden Akt lod sig høre en Pibe, foer frem i Prosceniet og takkede med en baglænds Kom­ pliment. Da brød Mishagsstormen løs, saa at Tæppet maatte falde, og de tydske Blade gjenlød saa af Haansord mod det raa kjøbenhavnske Publikum, som ikke bedre forstod at skjønne paa et ædelt Kunstnerpar, der nød saa høi Anseelse i Preussens Hovedstad.“