DenDanskeSkueplads-II

THEATER 1825—49.

5 7 2

D E T K O N G E L IG E

skulde synes at muliggjøre, hvorvel Orkestret var endel for­ stærket og Korene støttedes a f alle de Solister og andre Sang- muliglieder, som ikke vare engagerede i Handlingen. Saa stærkt var Ind trykket a f Førsteopførelsen, at Huset efter Tæppets Fa ld udbrød i et begeistret Leve for Dirigenten. opnaaede intet dansk dramatisk Musikværk nogen varig P lads paa Repertoiret. Talen er lier naturligvis kun om saadanne Væ rker, hvis Kunstform er helt eller overveiende m u sika lsk , ikke om Komponistens B id rag til et Skuespils kunstneriske Udstyr. Sku lde saadanne medregnes, vilde K u h i au (S. 25 3—57) blive at nævne strax ved Tidsrummets Begyndelse for den væsenlige Støtte, hans Musik, fremfor A lt Ouverturen, blev for B o ye s „W illiam Shakespeare“ (S. 522), og endnu mere for den uberegnelige Del, han har i Æ ren for „E lv e rh ø is“ ene- staaende Succes (S. 504). Midt imellem disse to Arbeider falder 1827 hans Syn g estykke i tre A k te r „ H u g o o g A d e l h e i d “ med T ext a f C. J . B o ye — en Text, hvis Handling forargede P ub li­ kum ved de stærke Optrin, en Riddersmands Stempling som T y v og Hensættelse blandt Forb rydere gav Anledning til. Da Kuh lau med det ægte dramatiske Instinkt, han var i Besiddelse af, ju st havde ladet sin Musik betone de effektfuld este Situationer, følte Publikum disses U hygge dobbelt stærkt og kunde ikke forsone sig med S tykke t, hvormegen Beundring Kuh laus K om ­ position end med R ette v a k te ; det b lev henlagt efter fem Op­ førelser. Kuhlaus sidste Arbeide for Scenen var hans Musik til Oehlenschlågers „Trillingbrødrene fra Dam ask“ (S. 489); ogsaa a f den fik han kun liden Glæde, men nogle a f dens Numere opstod fra de Døde, da de benyttedes ved Opførelsen a f „A ladd in “ 1839. Denne Opreisning kom dog forsiide for Komponisten, thi endnu kun i en A lder a f henved sexogfyrretyve A a r døde Kuhlau den 12 . Marts 1832 — efter al Sandsynlighed et stort Tab for Theatret, da hans L y s t til dramatisk Komposition, efter hans Y ttringer at dømme, endnu var usvækket. Ved hans Mindefest b lev en P ro log a f Oehlenschlager fremsagt, hvorpaa Tæppet rullede op for „Røverbo rgen “ . P aa en enkelt Undtagelse nær — Hartmanns „L iden K irsten “