DenDanskeSkueplads-II

E N G E L S K E S K U E S P IL .

ganske til Jo rden 1830 og er aldrig senere bleven gjenoptaget; Falstaffs Personlighed var Publikum ikke fortroligt med fra de andre Stykker, i hvilke den ædle R idder optræder, og under R y g e s Behandling blev det Cyniske i hans Tankegang mere frem­ trædende end den Humor, der i brede Baner skal udstraale fra Figuren . Desmere behagede sytten Aar senere den Tilretning, i hvilken J f r . Sille B e ye r præsenterede Shakspeares „Twelfth night“ som Fem akts-Lystsp illet „ V i o l a “ , — en Mishandling, hvis Vandalisme hverken Publikum eller Bearbeidersken havde nogen Forestilling om. Hun bemærkede i sin Fortale ganske naivt, at hun altid havde holdt mest a f den erotisk-romantiske Del a f S tykke ts Handling og derfor fundet det rettest at udelade Malvolios Person og den dertil knyttede Intrige, som „kan afgive S to f til et helt Lystsp il endnu, hvis en Anden vil benytte det.“ Hvad der b lev tilbage efter denne med al god V ilbe o ad majorem gloriam Shalcspearei foretagne Amputation, kunde vel ikke i Ynde og mangfoldigt L iv fornegte sit Udspring, men noget blodfattigt var og blev det dog i Sammenligning med det oprindelige Digterværks sprudlende K raft. Men just saaledes fandt Publikum Smag deri, og med F ru Heiberg som V iola (S. 356) gik Stykket Aften efter Aften for fuldt Hus. — En lidet kjendt dramatisk Forfatter, ogsaa fra den elisabethianske Tid, fremdrog man 1833, da man spillede „ B r ø d r e n e F o s t e r “ a f W illiam R o w l e y , men a f hans Arbeides P lan og Aand var der neppe blevet meget tilbage, da først Englænderen Planche havde omarbeidet det gamle Stykke, Tydskeren Töpfer dernæst paany omarbeidet Omarbeidelsen og Heiberg endydermere tildigtet en ny Slutning paa sin Oversættelse ai det tydske Exemplar og foretaget andre Forandringer ved det. Sin gammeldags haand- faste Stil havde S tykket dog beholdt mange Mindelser om, men det maatte nøies med fire Opførelser. - Edward Lytton B u l- w e r ’s ( 18 0 5 - 7 3 ) „ P i g e n i L y o n “ , en slet sammenhængende, fersk og sentimental F emaktskomedie, naaede ved Jfr . R yges og W iehes glimrende Spil en Snes Opførelser, ja overlevede endog den udmærkede Skuespillerindes Bortgang og gik endnu n° g 'e Gange med Mad. Larcher som hendes Arvetagerske. E t Lystsp il a f Douglas J e r r o l d „ B r u d e n f r a L u d g a t e og et