DenDanskeSkueplads-II

550

D E T K O N G E L IG E T H E A T E R 1 8 2 5 — 4 9 .

Dorotea b lev en Præstation, der længe mindedes a f de Enkelte, som havde seet og forstaaet den. „ K o n g e n o g B o n d e n “ af L o p e de V e g a (156 2—1635) fristede eiheller nogen glimrende Skjæbne: sex Opførelser. Det var oversat a f Hertz efter F r. Halms tydske Bearbeidelse og saaledes bragt vor Tids T anke­ gang noget nærmere end Originalen, men dog ikke nær nok til at man ret kunde faae Ram paa den stolte Selvbevidsthed hos Bonden Je a n Gomard (Nielsen), der vægrer sig ved at se sin K onge Ansigt til An sigt, eller paa den stolte Stræben efter Uafhængighed hos den elskende Rosanna (Fru Heiberg). Bortseet fra det musikalske Repertoire ydede I t a l i e n ikke vor Scene noget nævneværdigt B id rag i denne Periode. „ A m e r i k a n e r e n “ , Lystsp il i lire A k ter a f Camillo F e d e r i c i (o: Giovanm B a ttista V i a s s o l o ) , var en vammel Kotzebuiade, der endda havde gjennemgaaet en tydsk Omkalfatring, inden den 1827 blev rahbekiseret for det danske Theater. E t P a r Enak tsstykker a f Giovanni G ir au d i: „D e l y k k e l i g e S k i n - s y g e og „ F e i l t a g e l s e r n e i M ø r k e “ , kom ikke til at spille nogen Rolle. Den e n g e l s k e Klassicisme toges der Hensyn til ved Indstuderingen a f fire a f S h a k s p e a r e s Værker. 1828 bleve baade „ K j ø b m a n d e n i V e n e d i g “ i en Oversættelse a f Rahbek „ R o m e o o g J u l i e “ , oversat a f Foersom og Boye, bragte paa Scenen. Skjøndt det skortede endel paa en passende Ud ­ fyldning a f de lange Personlister, berettigede Udførelsen a f Hovedi olierne dog til at betegne begge Forsøg som uventet vellykkede. I „K jøbmanden“ var R yg e s mægtige Personlighed a f stor Virkning som Shylo ck , Nielsen var en ædel og varm t­ følende Bassanio, Mad. Andersen gav Portia den rette Blanding a f Ynde og Aancl, og Rosenkildes Lanzelot var en ægte shak- spearesk Buffo. Hvad Nielsen savnede a f ydre Midler til F rem ­ stillingen a f ung Romeo, erstattede han ved det smeltende Udtryk, den eiotiske Pathos fik i hans Mund; om den sexten- aarige Jfr . Påtges Spil som Ju lie er der talt S. 3 4 5 - 4 6 , og om det end glippede med adskillige, vigtige B iroller, havde U d ­ førelsen dog endnu tre Glanspunkter: R y g e s ærefrygtindgydende Lorenzo, Mad. L iebes hyggelige Amme og W insløws aandfulde Gratiano. Derimod faldt „D e m u n t r e K o n e r i W i n d s o r “