DenDanskeSkueplads-II

552

D E T K O N G E L IG E T H E A T E K 1 8 2 5 — 4 9 .

stort Drama a f Sheridan K n o w l e s „ H e r t u g i n d e n a f M a n t u a “ faldt, tildels paa Grund a f mangelfuld Udførelse. Dioskurerne fra T y d s k l a n d s klassiske Tid ere repræsen­ terede hver med eet Sørgesp il: S c l i i l l e r 18 3 1 med „ Do n C a r l o s “ , G o e t h e 1834 med „ E g m o n t “ — hint opført fem, dette fire Gange. Disse kummerlige Tal røbe ikke nogen stor Tilslutning til det nærbeslægtede F o lk s ypperste Digtning. Kom Schillers S tykke bedst til sin R et gjennem Udførelsen med R y g e som Philip den Anden, Mad. Nielsen som Dronningen, Holst som Don Carlos, Nielsen som Marquis Posa og F ru Hei- berg som Prinsesse E b o li, saa maa det paa den anden Side ogsaa indrømmes, at denne Tragedie er a f en trættende Længde og mere udtømmer sit Ide-Indhold gjennem Reflexion og Rhetorik end gjennem Handling, saa at et Publikum, for hvilket den ikke er en Nationalhelligdom, maa undskyldes, hvis dets Interesse efterhaanden sløves. I Goethes Sørgespil er der friskere L iv og en mere h å n d g rib e lig Konflikt, men Udførelsen var svag, med Undtagelse a f Nielsens Egmont. — Heinrich von K l e i s t ! hvis „Katchen von Heilbronn“ havde g jo rt Fiasco nogle A ar forinden (S. 218), vandt heller ikke nogen P lads paa Repertoiret, t a hans andet dramatiske Hovedværk „Prinz Fried rich von H omburg “ opførtes her 1828 under Titlen „ S l a g e t v e d F e h r - b e l l i n “ , Skuespil i fem Akter. Den mærkelige psykologiske Skildring interesserede T ilskuerne ikke mindre end den kraftigt bevægede Handling, der bares oppe a f R y g e som den store .Kurfyrste, Nielsen som Prinsen og Mad. E isen som Natalie Ikke desmmdre b lev S tykke t henlagt efter fire Opførelser. Vakte c ets A fvigelse fra den militaire Karakterfrem stillings Tradition maaske Betænkelighed paa høieste eller allerhøieste Sted? Det kunde nok tænkes, at man ud fra Disciplinens og Honneurens stramme Tankegang kunde føle sig forarget ved Skildringen a f en Helt, som først i en Slags extatisk Søvngængertilstand udfører t e største Bedrifter, men paa sin Seiersgang overskrider sine nstruktioner, stilles for en K rigsret, dømmes til Døden og nu betvungen a f Rædsel, tryg ler om L iv e t paa den uværdigste Maade, indtil ogsaa denne E xtase viger og han paany bliver den tappre Mand, han i vaagen V irkelighed er. — Theodor K o i n e i s „ l o n i , Drama i tre A k ter, som havde havt en