DenDanskeSkueplads-II

549

S P A N S K E S K U E S P IL .

I Sammenligning med det franske Repertoires Herre­ dømme paa vor Scene blegne de Tilskud, den modtog fra andre fremmede Litteraturer. A f S p a n i e r e n Augustin M o r e t o y Cabana (1600—69) opførtes 1834 hans Mesterværk „Trods mod T rod s“ i en Oversættelse, som Jfr . Siile B e ye r efter Hoved­ personen havde givet Navnet „ D o n n a D i a n a “ og i metrisk Henseende lempet efter vor Scenes traditionelle Diktion. S tykke t kom frem i en meget ufuldkommen Indstudering og gik kun fem G ange; Nielsen havde ondt ved at iføre sig en spansk E lsk e rs Habitus, og hans Don Cæsar savnede den elegante S e lv ­ følelse, den stolte Selvbeherskelse, med hvilken han bøier Donna Dianas Trods; W insløw havde fuldt forstaaet Perins Stilling i Handlingen og gratieuse Vid, men den syge Kunstner manglede K ra ft til at gjennemføre Skikkelsen, saaledes som han havde tænkt sig den; kun F ru Heiberg fyldestgjorde alle sin Rolles Fordringer og gav en psykologisk rig og med glimrende Kunst facetteret Fremstilling a f den unge Skjønhed, der v il kues af den, hun skal elske. Ligeledes efter fem Opførelser maatte C a l d e r o n s „ L i v e t en D r ø m “ henlægges, skjøndt det i en forvansket Bearbeidelse havde oplevet fire Gange saamange i Midten a f det forrige Aarhundrede. Hovedrollerne, Sigismund og Rosaura, udførtes godt nok af Holst og F ru Heiberg, men Resten var enten misforstaaet eller maadelig. A t den samme Digters Femakts-Tragedie „ D o r o t e a og G ome z A r i a s “ 1840 endog kun kunde gives tre Gange, beviste til Overflod, at det spanske Dramas eiendommelige Moral, dets stærke F arve r og lyrisk overlæssede Sprog laa vort Publikum saa fjernt, at kun de K ynd ige kunde nyde det med litterairhistorisk Intel esse, og a f dem var der for faa til at fylde Huset. Og som det gik T il­ skuerne, gik det ogsaa Skuespillerne. De begreb ikke den Aand, i hvilken et saadant romantisk Drama skulde spilles, de følte Modbydelighed for Emnet og betragtede den uskyldige Doroteas Mishandling som en oprørende Raahed; kun F ru Heibeig foistod „det psykologiske Træk hos den ædle faldne Kvinde, at medens Manden ved at faae sin Lidenskab tilfredsstillet ofte kølnes og bliver troløs, bindes Kvinden fra dette Øieblik a f uopløseligt fast til ham; thi denne Fastholden er nu det Eneste, hvorved hun kan hæve sig i sine egne Øine“ . Hendes Udførelse af