DenDanskeSkueplads-II

4 8 8

DET KONGELIGE THEATEE 1825— 49.

uden syn d e rlig V irk n in g , m ange E n k e lth e d e r sk jønne, men H e l­ heden uden dybere Sammenhæng. S ty k k e t b e sta a e r a f to A f ­ delinger eller rettere sag t to selvstænd ige V au d e v ille r, forbundne med en m eget tynd T ra a d : „Sp an ie rn e i Odense“ , h vo ri B a r n ­ dom serind ringer fra D igteren s F ø d e b y ere indvævede, og „F em ° S ty v e A a r d e refte r“ , som har faa e t sin Sm u le L o k a lfa rv e fra hans S k o le g an g i H e lsin gø r; lig e sa a sv a g som Sammenhængen mellem de to H and ling er er, lig e sa a s v a g t b le v det In d try k , de i F o ren in g frem b ragte. T il V in terdeko ration en fra H e rtz ’s hen- lag te V au d e v ille „F lu g te n til S p ro g ø “ sk rev And ersen 18 3 9 V aud evillespøg en „ D e n U s y n l i g e p a a S p r o g ø “ . D en b le v fø rst g iv en v ed en Somm erfo restilling, og da den, sk jønd t ringere a f K v a lite t end det fo regaaende S p ro gø -B illed e , vand t Pub likum s B ifa ld , g ik den o v er paa R ep erto iret og op levede over en Snes Opførelser, h o v ed sa g e lig baaren a f den unge D an serinde P e trin e F red strup s „laléo di Xeres“ og Foersom s ub e ta le lig morsomme S p il som A g en t B lomm e fra Lø g stø r. T il en A ftenund erho ld ­ n ing a f P h iste r sk re v Andersen det fø lgende A a r V aud e v ille ­ monologen „ M i k k e l s K j æ r l i g h e d s h i s t o r i e r i P a r i s “ , og 18 4 2 opførtes V aud ev illen „ F u g l e n i P æ r e t r æ e t “ , en B a g a te l, h vis lille H and ling h v ile r pa a et k v ik t In d fa ld og er beh and let med større Omhu og Sm ag end de tid lig ere V a u d e v ille r; S ty k k e t b le v seet med alm indelig Fo rnø ielse, men ved den fem te og sjette Opførelse optraad te nogle P ib e re som R e gu la to re r a f Sm agen , og denne In d sig e lse mod Andersen s voxende A n er- kjendelse h avd e S ty k k e ts H en læ ggelse tilfø lge. F o r at stille sine M odstandere en Sn are b evared e Andersen ved In d leve rin gen af sin næste kom iske D ig tn in g den strengeste A n on ym itet; kun Collin og H . C. Ørsted v a re ind vied e i Hemm eligheden , og da F o rfa tte ren imod sin Sæd vane o vervand t s ig til at ia g tta g e en ub rødelig Tau shed , b le v Ophavet til „ D e n n y e B a r s e l s t u e “ en æggende G aad e, der b id rog S it til den L y k k e , det lille L y s t ­ spil g jo rd e. N aar man læser det nu, er det u begribeligt, at den ik k e hu rtigt b le v løst, saa ægte andersen sk ere mange a f R e - plikerne b y g g ed e . Men om man end nok kunde falde p aa at tilsk riv e A nd ersen den M angel paa kom isk Holdning og Aplom b, som Em n ets B eh an d lin g lider a f, saa v ild e In g en dog tiltro ham det L u n e og den L y stig h e d , der b ryd e r frem i F igu rte gn in g