DenDanskeSkueplads-II

489

EOMEO E GrIULIETTA.

og D ialo g , lig e sa a lidt som man v ild e tro paa Muligheden af, at han kunde undfange en saa h eld ig Id e som den, h vo rfra S t y k k e t er udsprunget. Han nød derfor i Stilhed den Trium f, som dets h yp p ige Opførelser, haarne a f et udmærket Spil, skaffede ham og traad te først en h alv Snes A a r senere frem som dets F o rfa tte r. „D en n ye B a rse lstu e “ er indtil 18 7 5 gaaet enogtre- sind styve G ange over Scenen. Men Andersen s næste L y stsp il, „ H e r r R a s m u s s e n “ , der ligeledes ind leveredes anonymt, og i h vis D ia lo g Censuren fandt F am ilieligh ed med Fo rg jæ ng eren j fa ld t til Jo rd e n efter een Opførelse, som endte med stærk P ib - n ing. — O e h l e n s c h l a g e r s F ire a k ts-L y stsp il „ T r i l l i n g b r ø ­ d r e n e f r a D a m a s k “ g ik i B egyn d elsen a f Saisonen 1 8 3 0 - 3 1 tre G an ge og havde dermed endt sin scen iske T ilvæ relse. D ets F o rd rin g til at tre Skuesp illere skulde ligne hinanden ind til F o rv e x lin g og dog væ re høist fo rsk je llig e a f R a r ak t e r , v a r om trent uud fø rlig og dertil ik k e engang theatralsk virkn in g s­ fuld, som S ty k k e ts K om ik overhovedet v a r fo r naiv paa sine Sted er. „ D e n l i l l e S k u e s p i l l e r “ , L y stsp il i fem, men e fter den fø rste Opførelse 2 1. Ja n u a r 18 3 7 reduceret til fire A k te r v ed B o rtsk jæ reisen a f den sidste, fik kun en tarvelig Succes trods F r u H eibergs glim rende Ud førelse a f T itelrollen, den unge F re d rik S ch rod e r; allerede efter den femte Opførelse b le v det hen lagt. — S to r B ege istrin g , og med R e tte, v ak te 184 3 det versificerede E n ak ts-L y stsp il „Romeo e G i u l i e t t c i . Det h avd e ta g e t sit Em ne ud a f Dagens og Hovedstadens mest ak tuelle L iv , den høirøstede En thousiasm e fo r den italienske Opera, som satte Sam fundet i B evæ g else i de første A a r a f Christian den Ottendes R ege ringstid . Men idet Handlingen g ik ud fra denne bestem te K je n d sg je rn in g , ramte dens S a tiie i større A lm indelighed og ik k e m indre sikkert en for de D an ske egen national L y d e : deres let frem kald te og a f al M otivering u a fhæ n g ig e B eund rin g fo r det Fremmede, for fremmed Kun st, fremm ed Væ sen og fremmed Overlegenhed. Satiren viser sig v e d dette sit Maal nær i S læ gt med den holbergske Kom edies, og i H o lb erg s A and v a r den ogsaa gjennem ført, fo rsaavid t den b en y tted e det i den n yere K u n st noget usandsyn lige F o rk læ d ­ n ingsm o tiv som D riv k ra ft for Handlingen. Men dette v a r skeet med en saa let og fix Begrundelse, at man ikke fik L e iligh ed