DenDanskeSkueplads-II

441

YILH. W IEHE.

der havde bragt Michael Seiren. Deres Betænkeligheder maatte dog strække Y aaben for Vilhelms uafladelige Bønner og heftige Overtalelser, og en Dag tog Justitsraad W iehe ham med til N. P . Nielsen, som havde lovet at prøve ham. Vilhelm fremsagde nogle P artier a f Sanders „Niels Ebbesen “ , og Nielsen erklærede, at der ikke kunde være T v iv l om hans Begave lse for Scenen. S aa blev Vilhelm W iehe 1843 E le v ved Theatret og kom den 16. November ganske uventet til at spille Jø rg en i „E rik og A b e l“ , som han paa Grund af en Sygemelding maatte overtage med en Dags Varsel. Udfaldet styrkede hans Selvtillid, og han skred med godt Haab til sin egentlige Debut, E inar Tambe- skjæ lver i „Hakon J a r l “ , som han havde indstudeiet under Nielsens Veiledn ing og spillede første Gang den 19. April 1844. Han var da selv, ligesom den unge Helt, han skulde fremstille, en høi, rank , i Forhold til sin A lder kraftig Yng ling med et Ansigt saa aabent og frejd igt, som hans hele Natur va r, og en Begeistring, der varmt gjennemstrømmede hans Foredrag og dækkede over de Mangler, der som Begynderfeil endnu klæbede ved Stemmeføring og Bevægelser. Stærkt B ifa ld lønnede hans Fremstilling, og i en a f Mellemakterne kom Oehlenschlager op til ham i Foyeren, lagde sin Haand paa hans Skuldei og sagd e. „Nu er je g ikke bange for, hvorledes E ftertiden skal foistaa m ig; De har min Aand i Dem, og De skal forklare mig for de kommende Slægter.“ Med denne Indvielse skred Vilhelm Wiehe- videre paa sin Vei, overbevist om, at den hurtigt og sikkeit skulde føre ham til Maalet. Endnu var han foi ung til E lsk e i ^ faget og fik sine næste Debuter i to Drengeroller: Filippo i „Statsmand og B o rge r“ og Jo seph i „Pariserdrengen“ . Men et Repertoire a f denne A rt er ifølge sin Natur stærkt begrænset, og han maatte vente i to Aar, inden han betragtedes som udvoxen nok til at spille A lger i „Hagbarth og S igne“ , en Præstation, der atter paa det Øiensynligste varslede om den Betydning, lan skulde faae for den nordiske Tragedie. Hans næste store Rolle efter en Mængde smaa — saasom Skomagerdrengen i „Hexeri eller blind A llarm “ , en Gjæst i „K e an “ o. 1. — blev den 6. A pn 1848 selve Titelrollen i „Don Cæsar de Bazan “ , Holsts vælige Paradehest, som hans unge E fterfølger tumlede med fyrig t Mod og stærk Haand. Ikk e mindre B ifald end denne K raftydelse