DenDanskeSkueplads-II

440

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

at offre sin Ret. Det var eiendommeligt for ham, at han gav sig helt hen; han v a r saa nmiddelbar som muligt, uden nogen­ somhelst L y s t til K ritik . Hans hele Væsen v a r Fan tasi og Fø le lse ; derfor var han saa forunderlig elskværdig allerede som D reng .“ Han sværmede for Oehlenschlager, og a f hans T rage­ dier kunde han hele S tykk e r udenad; deres Helte var ju st saa- danne, som stemte med hans Ideal a f Mandighed. A f P lig tlæ s­ ning var han ingen V en , og Skolegangen var ham én tung Vandring. E fte r Konfirmationen, der havde maattet opsættes et halvt A a r paa Grund a f en lidenskabelig Forelskelse i et noget ældre krampagtigt Væsen, der boede i Hus med den w ieheske F am ile, skulde der findes en praktisk Virksomhed for ham mest L y s t havde han til at blive Sømand, men dette Ønske satte hans Moder sig bestemt imod, og han forsøgte sig da en lille T id med Landvæsenet hos en Gaardeier paa Am ager og følte sig glad og stolt, naar han fik Hest og Vogn betroede for at besørge Æ rinder i B y e n ; D y r og Skibe vedb lev altid at have en a f de første P ladser i Vilh. W iehes Interesser. Omsider blev han sat i Malerlære; han havde røbet Anlæg for Tegn ing, en A rv fra Faderen , og til hans bedste Barndomsglæder havde det hørt at gjennemstreife Gallerisalene paa K ristians borg. Hans Principal b lev en bekjendt d ygtig Malermester K on g slév , der tillige var Informator ved Akadem iets Ornamentskole. Haand- værket passede W iehe om Dagen og modtog sammen med andre lystige Ungersvende Kunstakadem iets Undervisning om Aftenen. Det hele Arrangement tiltalte ham dog saare lidet, og efterat han i et P a r A a r havde strøget Vægge og malet Gulve og gaaet med Farvepo tterne paa Hovedet lig en anden „M alerklat“ , som han selv i sit Mismod kaldte sig, medens han ellers paa Grund a f sin Skjønhed gik under Navnet R aphael, skiftede han paany Livsbestemmelse. Slægtens Theaterblod gjorde sin R e t gjæl- dende, og Broderen Michaels Exempel begyndte at drage ham med uimodstaaelig Magt. Men ju st dette Exempel brugte F o r ­ ældrene til at skræmme ham bort fra hans Forsæ t; de forestillede ham, hvor lang Veien og hvor besværlig Kampen havde været for den ældre Søn, inden han var naaet frem til Anerkjendelse, og de lod ham forstaa, at hans livfulde, impulsive Natur ganske manglede den seige Udholdenhed, den urokkelige V illiekraft,