DenDanskeSkueplads-II

36

DET KONGELIGE THEATER 1801—25.

hvorom Christiane Heger skriver til Digteren: „Da han kom ind som Bragi, blev han modtagen med saadan Klap og Raab, at han tre Gange maatte holde inde, inden han tik Tilladelse- at tale. Han var deilig og saae sund ud, skjøndt han i en Stue er en Lazarus. Abildgaard havde gjort Tegning til Dragten, og den var skjøn. Du kan vide, hvordan han sagde den, uden at det siges. Alle vare tilfredse og beundrede hans Kunst. Hans Glæde over denne Epilog er ubeskrivelig; thi foruden at den i og for sig selv henrykkede ham, var den ham til særdeles stor Fordel, da han nu paa Lørdag skal have sin Trediveaars Benefice, som vil blive ham betydelig bedre, end han uden denne Fornyelse i Publikums Erindring kunde haabet.“ Den nævnte Benefice- og Afskedsforestilling fandt Sted under den største Deltagelse fra Publikums Side. Det saae, at Rosing kun ved den yderste Villiesanspændelse kunde bekjæmpe sine legem­ lige Lidelser, men det saae tillige hans Sjælshøilied endnu engang udfolde sig med hele sin betagende Magt under Udførelsen af hans lille Rolle som Faderen i d’Alayracs Syngestykke „Alexis“ , hvor han spillede sammen med sin Datter Emilie, og hvor Korrespondancen mellem de To derfor fik en ganske egen per­ sonlig Vederheftighed, som i endnu høiere Grad end ellers paa­ trykte Kunstens Værk Naturens Stempel. Endnu havde dog hverken Rosing selv eller hans Venner helt opgivet Haabet om hans Gjenoptræden. Han følte sig levende tilskyndet til at spille Harald Blaatand i „Palnatoke“ , og Oehlenschlager skrev til ham, at han havde den Forpligtelse at blive rask for at spille i de nordiske Tragedier. Men mere og mere svandt Udsigten hertil. Da Theatret den 5. December 1812 paany tilstod ham en Benefice, indskrænkede hans egen Medvirkning sig til Fremsigelsen af en Prolog, som han hen­ vendte til Publikum siddende i en Lænestol, som han var bleven baaren ind i før Tæppets Opgang. Efter Prologens Slutning bar hans Kunstfæller ham ud af Scenen under uendelige Bifalds- tilkj endegivelser fra Tilskuerpladsen. Sidste Gang optraadte Michael Rosing tre Aar efter, den 4. November 1815. Han fremsagde Audens ved de tidligere Opførelser udeladte Rolle i „Hakon Jarl“, om hvis store Vanskelighed han havde yttret sig strax ved sit første Bekjendtskab med Tragedien; hans værk