DenDanskeSkueplads-II

ROSING.

3 7

brudne Skikkelse hvilede i en fremrullet Stol, og idet hans tid­ ligere Energi stundom tilsløredes af hans Svagelighed, kom der over den hele Fremsigelse et sælsomt aandeagtigt Skjær, der passede godt til Skikkelsens ossiansk-taagede Omrids. Samme Aften udførtes Erlings Rolle for første Gang af Rosings tiaarige Elev August Bournonville. Som Moses fik Rosing kun kastet et Blik ind i det for­ jættede Land, hvis Tilværelse han havde anet før nogen anden dramatisk Kunstner, og hvis Grænser han havde higet imod for at kunne vise sit Folk dets Fylde og Skjønhed. Det Tragiske i denne hans Skjæbne føles saameget dybere, naar man seer, hvor intelligent han forstod, at den nye Digtning betingede en ny Art af Fremstillingskunst. I en Oversættelse af Hérault de Séchelles’ Bog om Deklamation, som han udgav 1809, har han i Noter nedlagt sine Reflexioner over flere af de i Skriftet om­ talte Forhold og hævder bl. A. den nationale Selvstændigheds Betydning for den dramatiske Kunst. „Enhver Uselvstændig- hed er for et Nationaltheater lille, ussel og højst skadelig for Nationalkarakteren“ , siger Rosing. „Og hvad ville, hvad kunne vi gjøre med den [tydske og franske] Maneer i vore nyere Mesterstykker af Oehlenschlåger, der saa ubetinget kræve af Skuespilleren den National-Aand, hvori de ere digtede, som det er vist, at Nationen, der er stolt af at eie slig en Digter, har Ret til at kræve af Theatret Alt, hvad Digtet fordrer. Og kan den Maneer bruges der? Vilde den ikke fordærve Tone, Sprog, Handling? I mine Øine vilde det se ud, som om man tog Vild- mændene bort fra det danske Vaaben og lagde det i Armene paa et Par Petitmaitres.“ Naar Rosing lagde saa megen Vægt paa „Deklamationen“ , som hans Oversættelse af Séchelles’ Værk antyder, saa forstod han herved, i Modsætning til det forrige Aarhundredes fast- slaaede Maneer, F o r e d r a g e t s Overensstemmelse med Texten, altsaa just Tilstræbelsen af det na tur l ige Udtryk, der, hvor Talen ikke er improviseret, kun kan opnaaes ved Agtpaagiven- hed overfor Naturen og Efterligning af de Gestus, det Minespil og den Stemmeføring, som ubevidst ledsager Tankens ureflekte- rede Gjengivelse. Det var Rosings Mening, at denne Fore­ dragets Kunst var et nødvendigt Studium for mangen Anden