DenDanskeSkueplads-II

398

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

Ordene fik deres fuldeste Betydning i hans Mund. „Naar han havde været hos os til Middag eller kom om Aftenen,“ fortæller den ovenfor citerede gamle Dame, „og Ordenes Knaphed tog til, fandt vi snart paa en Maade at lade dem flyde i den deiligste Strøm ved at bede ham læse E t eller Andet for os. Af danske Digtere var det mest Paludan-Muller, han læste; men vi fik ham ogsaa til at bryde den Begel, han som god Elev havde sat sig: kun at foredrage, hvad han k jend te, og at læse Ting, som vi syntes netop kunde passe for ham. Blandt Andet læste han Goetlies Tasso, vistnok uforberedt, og han maa ogsaa have læst Nathan der Weise, ellers kunde Tempelherren og h a n s Person­ lighed ikke falde saa ganske sammen for mig til E t.“ Denne Ungdomserindring antyder Michael Wiehes tause, indesluttede Væsen. Han var lidet meddelsom, og det kunde se ud,, som om hans Tankeapparat kun langsomt lod sig sætte i Bevægelse; hvor et Spørgsmaal var under Debat, mødte han sent frem med sit Indlæg, saa sent, at Diskussionen stundom var bøiet ind paa helt andre Baner, inden han havde faaet Sagen drøftet færdig med sig selv og kom med sit Votum, som da til Gjengjæld havde den veloverveiede Paalideligheds Vægt, men som oftest var for tung en Ballast i en letflagrende Sam­ tale. At denne Langsomhed ikke skyldtes aandelig Træghed, vidner Citatet dog ikke mindre om ved at nævne nogle af de digteriske Storværker, der opfyldte ham. Han levede i sin Tanke sammen med Digtningens ideale Skikkelser, men hans Mund var snarere et Segl for den Verden, hvori han førte sit tause Liv, end en Kilde, gjennem hvilken dens Skjønhed kunde strømme ud til Andre. Det er betegnende nok, at det er Paludan-Miillers rene og skjære Poesi, mest i fortællende Digte som „Beatrice“, „Vestalinden“, „Slaven“, „Lucifers F a ld “, der tiltalte Wiehes kydske Natur. Naar han senere blev en ivrig Læser af Søren Kierkegaard, har det sikkert ogsaa været dennes ideale Strenghed mere end hans dialektiske Smidighed, der har fængslet ham. Forøvrigt tør det nok antages, at det har været hans jevnaldrende Ven Frederik Høedt, selv en begeistret Fo r­ kynder a f Kierkegaards S to rhed , der har ført ham ind i denne nye Verden, ligesom Høedts Intelligens og reflekterende Evne ikke mindre end hans litteraire Viden har havt sin udviklende