DenDanskeSkueplads-II

897 lians Øine virkelig sad noget for tæt ved hinanden og under­ tiden et Øieblik kunde krydses, var uomtvisteligt,“ siger en Ungdomsveninde om ham, „men naturligvis blev det, da han først var trængt igjennem, kun en Tiltrækning mere ved hans Ydre.“ Stemmen havde han ikke i sin Magt; den klang tykt

M i c h a e l W i e h e . Tegnet af Vermehren.

og hu lt, og skulde den bruges i Lidenskab, stødte han Ordene frem. I det rolige Foredrag derimod, især naar han oplæste et Digterværk, som var ham kjært, besad han tidligt nogle af de daarende Toner, som senere bleve den skjønneste Ørenfryd for Tilskuerpladsen, og hans Diktion var da saa ren og sand, at