DenDanskeSkueplads-II
MICHAEL WIEHE. 399 Betydning for Wiehe i de modtagelige Ungdomsaar. At Michael allerede som Syttenaarig oversatte et Lystspil af Scribe og Bayard („Tre Koner paa eengang“ , opført i December 1837) og i den nærmest følgende Tid, medens han var Theaterelev endnu et Par franske Smaastykker, skal blot anføres, fordi det giver et Vink om et vist Maal af positive Kundskaber, om den Formodning end ikke er udelukket, at den lærdere Yen ogsaa liei kan være traadt hjælpende til; Høedt var selv kun tyve Aar, da han leverede sin første Theateroversættelse. Saaledes som Michael Wiehe nu var i sin tidlige Ung dom, tavs og sær, lukket inde i sig selv, saa kun hans fortroligste Omgang havde Anelse om hans Følelses og hans Fantasis indre Flammestyike, hørte han ialfald ikke til dem, af hvilke der gaaer tolv paa Dousinet. Men at det just skulde blive som Skue spiller, han skulde vinde sig et Navn, at han netop skulde naa den Harmoni mellem de ydre og de indre Evner, som denne Kunst mere end nogen anden fordrer, det vilde ikke Mange have dristet sig til at forudsige. Kun hans Nærmeste lod sig ikke rokke i deres Tro; Ungdomsvennerne Gade, Høedt og Edv. Helsted kjendte deres kjære „Mikkel“ og forudsaa det Tids punk t, da den sælsomme Larve skulde sprænge Hylstret og svinge sig op mod Lyset. Men det faldt ikke let at hævde denne Tro midt i al den Skepsis, der omgav Michael Wiehes første Skridt paa de verdensbetydende Brædder. Hans Debut som Kosinsky i et Udtog af „Røverne“ ved en Sommerforestil ling den 22. Jun i 1837 havde vakt mere Spot end Deltagelse; det Keitede og Kantede, det tykke Mæle, Replikfremsigelsens Mangel paa Egalitet virkede frastødende i denne som i de andre Roller, der betroedes ham i de følgende Aar, og idet det Sære ved hans Fremtræden tog sig ud som en mildest talt lidet beret tiget Pretention hos det unge Menneske, virkede det irriterende paa Publikum og afleirede en seig Opposition, der gjorde sig døv og blind overfor de Fremskridt, som en villigere Modtage lighed vilde have kunnet spore, og som skyldtes den Energi, for ikke at sige Halsstarrighed, hvormed Wiehe midt under Tvivl og Anfægtelser arbeidede paa at tvinge de ydre Midler til at blive lydige og værdige Tjenere for hans kunstneriske Inspiration.
Made with FlippingBook