DenDanskeSkueplads-II

DET KONGELIGE THEATEE 1825—49.

396

hold til Mad. Anna Wexschall. Hendes runde, lidt rynkede, men sjæl- og yndefulde Ansigt gik igjen i den ene af de be- kjendte Sønners, Vilhelms, Fysiognomi, medens Faderens lang­ agtige Træk gjenfandtes hos Michael og Johan. I en langA arrække boede Familien Wiehe paa Kristians- havn, paa en anden Sal i Overgaden neden Vandet, med Udsigt over Kanalen til Børnehuset og Frelserens Kirke. I Begyndelsen af Fy rrerne, da Michael var en ung Theaterelev, boede af Brødrene kun han , den nylig konfirmerede Vilhelm og den yngste Søn Johan i Hjemmet; den ældste, Jacques, var som dansk Ju ris t ansat paa et Godskontor, og den næstældste, Fritz, der studerede Filologi, var Alumnus paa Borchs Kollegium. Huset styredes af den praktiske og originale ældste Datter Hanne, en selvstændig og dygtig Personlighed, som under sin overlegne Ledelse af Forholdene kaldte sin Modef „min P ig e“, var Faderens erklærede Yndling, sine Brødres og sin eneste Søster Louises omsorgsfulde Forsyn og den ordnende, sammen­ bindende Aand i Hjemmet. Dette var rig t paa god og hyggelig Selskabelighed, tarvelig efter Tidens Skik, hvad de materielle Nydelser angik, men livlig ved den megen Ungdom, som Søn­ nerne drog tilhuse. Af disse var Bedstefaderens Navne M i c h a e l R o s i n g W i e h e født den 23, Januar 1820. Han var efter Konfirmationen bleven anbragt paa et Magistratskontor, men Kunstnerblodet gjorde sin Ret gjældende og drev ham til Theatret. Han blev antagen som Elev. fikS tage til Regisseur og gjorde i en Del Aar den sædvanlige Theatertjeneste, uden at han i nogen Henseende syntes at love mere end Kammeraterne, ja han stod vel snarest tilbage for dem i Henseende til de Muligheder, han syntes at indeholde. Han var en velvoxen Yngling, men uden fast Hold­ ning, keitet og sky i sit Væsen. Hans Profils Linier faldt ikke sammen med den Vinkel, som sædvanligvis ansees for at betegne Intelligens og aandeligt Liv; Panden var tilbagegaaende, Næsen derfor stærkt fremtrædende, og han fandt selv med Mismod, at han „lignede et F a a r“, sagtens uden at han har havt den Trøst at vide eller lægge Mærke til, at en saa betydelig Personlighed som Weyse havde den samme Ansigtsform. Hans Blik var smukt, skjøndt der var dem, der paastod, at han skelede. „At