DenDanskeSkueplads-II

N. P. NIELSEN.

317

som Exemp ler fra den her omtalte Tid og i kronologisk Orden Eduard i „K on g Salomon og Jø rgen Hattemager“ , Kaiser i „Recensenten og D y re t“ , Guilielmo i „Ereias A lte r“ , Verner (og senere Obersten) i „Amors Genistreger“ , Ludvig Falkenberg i „Kun stn erliv “ , K ong Pandorus i „K jærlighed ved Hoffet“ , Amt­ mand Gram i „Den eneste F e il“ , Stuart i „Den lille Skuespiller“ , Michel Angelo i „Correggio“ , Halling i „Debatten i Politivennen“ , S a ft i „Soved rikken “ , Doktor JVendel i „Den nye Barselstue“ , Herman von B iem en i „Hexeri eller blind A llarm “ samt nogle holbergske Jeron imusser; endelig et P ar Skikkelser, ensartede a f Udspring og Natur, men holdte ud fra hinanden med en moden Kunsts sikkert anvendte M idler: Nybodersmændene Ole K an instok i „Capriciosa“ og Palle B lok i „ P a k “ , livagtige A f- billeder a f den rolige, djerve, stilfærdigt skjemtende og hjerte­ varme danske Sømand. F ra Nyboders U lk til Faubourg St. Germains legitimistiske Adelsslægter er K løften uoverstigelig i den virkelige Verden — men ikke i Kunstens. Nielsens Geni satte over den med Lethed. Om muligt endnu rigere Lune, end der strømmede i hans nationale F igu rer, gjennemsyrede de franske Lystsp il­ skikkelser, han skabte, især naar deres Fornemhed gav ham en S treng mere at spille paa.. Der hvilede over hans hele Fremtræden i saadanne Ro ller et Skjær a f den fødte Noblesses Nimbus, man ligesom følte „det blaa B lod “ yttre sig i hans Tale og Adfærd, og navn lig hvor det gav sig Lu ft i naiv Stupiditet, men blandet med ligesaa ubevidst Elskværdighed, kunde han træffe Skikkelsen i P rikken og vække den ægte Sympathi, der gotter sig i en stillefornøiet Latter. Hvad man kunde kalde Marquistypén, havde en udmærket Frem stiller i Nielsen, især den Species, hvor frodigt legem ligt Velvære, fremelsket a f en kraftig Egoisme, ikke lader sig anfægte stort a f Aandslivets Yttringer, fordi de alle bevæge sig indenfor en nogenlunde snever Horizont. Ikke som Exemp ler just paa denne særlige A rt a f komisk Kunst, men som Roller, i hvilke Nielsen paa uovertræffelig Maade over­ hovedet gjengav Bonhommie og Fornemhed i forskjellige K arak ter­ afskygn inger kan nævnes Ministeren i „Badet i Dieppe“ , Richelieu i „Gabrielle de B e lle -Isle “ , Aldobrandini i „Statsmand og B o rge r“ , Hr. de Havrecourt i „E n Kone, som springer ud a f Vinduet“ ,