DenDanskeSkueplads-II

318

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

S ir P ete r Teazle i „Bagtalelsens Sko le “ , Lo rd Bo lingb roke i „ E t Glas V and “ o. fL Om lians Lune end ikke var saa ypp igt og hans P lastik ikke saa nobel som Erydendahls, maatte Theatret dog prise sin L y k k e , at den store Kun stner i et a f sine vigtigste R o lle fag fik en Afløser a f Nielsens Rang. N. P . Nielsen blev 1823 g ift med Skuespiller R inds Enke, født Caroline Walter (S. 83), og i dette Æ gteskab fødtes Sønnen August Nielsen. Det b lev senere ophævet, og Nielsen ægtede 1834 Anna W exschall, f. Brenøe (S. 158). Det v a rsom A n n a N i e l s e n at denne sj eldne Kun stner­ inde (S. 15 4—58) bragte sine rige E vn e r til deres fuldeste U d ­ foldelse og hævdede sig ved Siden a f F ru Heibergs livfuldt tindrende Stjerne som et mildere og roligere L y s , hvis S ty rke dog ikke gav hin noget efter, saa at man i en Menneskealder kunde tvistes om, hvo a f de to Skuespillerinder der var den største — en Tvist, der naturligvis var ørkesløs, fordi de vare stoie hver paa sin Maade, hvorfor den eiheller førte videre end til et helt individuelt Skjøn efter den Dømmendes personlige Smag og Temperament, som naar R yg e mente at afgjøre Sagen ved at kalde Mad. Nielsen en Skuespillerinde, men F ru Heiberg en Actrice, hvormed han vilde anvise denne en P lads paa Rangstigen under hin. F o r Syngestykket vedb lev Anna Nielsen endnu i endel A a r at være a f megen Betydn ing, og hendes Udførelse f. E x . a f Anna i „Den hvide Dame“ og Irma i „Murmesteren“ , Partier, som ikke laa over hendes Sangkræfter, var præget a f den sj eldne Renhed og umiddelbare kvindelige B lu , som var egen for hendes elskende Ungmøer; hendes Donna E lv ira i „Don Ju a n “ naaede endda et stort S tykke dybere og b lev en tragisk Præstation a f eminent Rang. A t hun med denne Foren ing a f musikalske E vner og dramatisk Fremstillingskunst maatte være en a f de K ræ fter, som Vaudevillen byggede paa, er en Selvfø lge; som Lou ise i „K on g Salomon og Jø rg en Hattemager“ var hun med i dens Avantgarde og blev ved sit Foredrag a f Sangen „Sk jøn Jom fru , som sidder“ , den F ø rste , der brød Publikums” tause Modstand og henrev det til levende B ifald . Hun spillede derefter Maria i „Den otteogtyvende Ja n u a r“ , Constance i „Aprilsnarrene“ ,