DenDanskeSkueplads-II

316

DET KONGELIGE THEATER 1825—49.

Temperament, og livad Værdighed og Anstand angaaer, havde Aarene g ivet hans P la stik mere R o og Skjønhed, end den op­ rindelig havde liavt. Ifø lge den naturlige Udviklings L o v maatte dog E lskerens og den ungdommelige E robrers umiddelbare Væsen efterhaanden afløses a f Reflexionens mere indadskuende Analyse. En a f de første store Roller, hvori Nielsen prøvede sine Evners Ræ k k e ­ vidde paa dette Kunstomraade, var Philip den Anden i Casimir Delavignes „Don Ju an a f Ø sterrig“ (1836). Han indtog her, imod Sædvane, Pladsen som den forsmaaede E lsk e r og havde imod sig som lykk e lig Medbeiler ju st en a f de freidige Naturer, der ellers vare ham selv forbeholdte; Holst som Don Ju a n kom i Fyrighed og Energ i nær op mod den nielsenske E lskertype, medens Mesteren selv var forvandlet til en mørk, kold og grublende Tyran, der med al sin Vælde ikke formaaer at tilvriste sig det Kvindeh jerte, han attraaer; B illedet var udkastet med megen psyko logisk Dygtighed og gjennemførtes overraskende godt. Endnu samme A a r overtog Nielsen den deciderede Intrigant- rolle Marinelli i „Em ilie Galotti“ , spillede senere med stor og ægte Kun st Noureddin i „A ladd in “ , Marsk S tig i „E r ik G lipp ing“ , Corfitz U lfeld i „D in a“ og — den mægtigste og tillige med størst Genialitet løste a f disse Opgaver — Macbeth, i hvilken Rolle han stod langt over R y g e i Anskueliggjøreisen a f den sjælelige Udvikling, der fører den skotske Høvding fra Troskab til F rafa ld og derefter Skrid t for Sk rid t videre ad. F o rb ry ­ delsens Vei. Hvor mange og mægtige tragiske Skikkelser N ielsen end skabte, træder dette hans Repertoire dog i S k ygge for et helt modsat, naar hans Betydn ing for Scenen skal maales. Tragediens E lsk e r og Helt var nemlig ikke mindst en aldeles fortræffelig Skuespiller i Lystsp illet, ikke alene i dets Anstandsroller, hvor Værdighed og Vægt, udgjorde Grundtonen, men nok saa meget i det Repertoire, der fordrede en let erotisk Berørthed eller en vis bred Bonhommie, frodigt Lune og kraftig Skjemt. Han var en Mester i den fint ironiske R ep lik som i den aabne Djervheds Sprog. I den nationale som i den fremmede Komediedigtning udførte han en Talrighed a f Roller, blandt hvilke adskillige staa øverst i hans som i Theatrets Kunst overhovedet. V i nævne