DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 213 -

Hus: »Det er Antikristen!" vi har maattet lide for Kristi Skyld. Men hvis dette er Tilfældet, og Fejlen ikke er vor egen, maa vi jo efter Herrens eget Ord prises salige. — Med den nyoprettede „Forening af unge Læger" førte Diakonissestiftelsen i disse Aar langvarige Forhandlinger, der dog førte til en, forhaabenlig for begge Parter, nogenlunde heldig Overenskomst. Den 22. Maj holdt vi en usædvanlig Fest nede i vort ogsaa ellers med sine blanke Kobberkar og sin skinnende Renhed tiltalende, men ved denne Lejlighed særligt smykkede Køkken; dets gamle Chef, Søster Christiane Andersen havde, efter tidligere Tjeneste i Vadskeriet ved Siden af, ledet Husholdningen i 25 Aar. „Min Sjæl, lov Herren!" lød Indskriften midt iblandt Majløv, Blomster og Flag, og saaledes genlød den i Hjerterne. En festlig Kop Kaffe, gode Ord og frisk Sang var Arrangementet, til Glæde for Jubilaren og os alle. Det er dog ikke et enestaaende Tilfælde, at en Søster har arbejdet i 25 Aar i den samme Gerning — et afgørende Bevis for Urigtigheden af den i sin Tid udbredte Opfattelse, at Søstrene skulde flyttes, inden de groede fast. I Stiftelsens yngre Dage, da den altid skulde besætte nye Pladser, maatte den jo dertil tage dem, som havde faaet nogen Øvelse og Erfaring; og naturligvis kan i denne Stilling, ligesom i andre og ikke mindst med aandeligt Indhold, en Flytning i rette Tid være gavnlig, ja nødvendig. Den 3 - 7 . Sept. holdtes der atter Fællesmøde i Kristiania. I 1906, da det efter Tur skulde holdes, maatte det opgives af politiske Grunde — en ellers ukendt Begivenhed indenfor de nordiske Diako­ nissehuse. Desto gladere var vi ved at mødes og især ved de kær­ lige Ord, som Pastor (senere Biskop) Lonegren fra Stockholm udtalte. Glæden fik en bitter Bismag, da Efterretningen kom, at Rettens øverste Haandhæver i vort eget Land selv havde maattet gaa i Fængsel. Som Færøernes Styrer havde han paa Indbydelse været til Stede ved vor Aarsfest. Nu stak det i Hjertet at høre hans Navn i norsk Mund. Men det Spørgsmaal er ikke let at svare paa: Mon den Sorg og Skam, vi da følte, har faaet sin tilbørlige Ind­ flydelse paa os alle, baade med sit: det skal ej ske! og med sit: vi maa arbejde paa, at sligt ikke kan ske! Et Diakonissehus har et stort Ansvar.