DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 2 1 2 -

han til 1. November 1908 fratraadte sin Gerning, selv om han kunde overgive den i saa gode Hænder som Overlæge Fenger Just’s, der i 13 Aar havde været hans Assistent og mere og mere uund­ værlige Hjælper. — Dr. med. Richard Paulli var ret en Læge for Diakonissestiftelsen, man kan næsten sige født dertil, siden hans Fader, gamle Stiftprovst Paulli havde indviet den i 1863. »Ved Diakonissestiftelsen øvede Dr. Paulli sin Manddoms Gerning og vandt sin Berømmelse — stadfæstet ved Professortitel og Komman­ dørkors. Hans omhyggelige Undersøgelse og skarpsindige Sygdoms­ bedømmelse, hans solide Lærdom og Dygtighed og, ikke mindst, hans personlige Elskværdighed, gav Patienterne Tryghed og Velvære som en vigtig Hjælp til deres Helbredelse, og den gennemførte antiseptiske Renlighed, som han indprentede sine Omgivelser, sikrede i Reglen Resultatet af hans dygtige Operationer. Men ved alt dette blev han jo med det samme en udmærket Lærer for Søstrene, hvem han tillige indgød sin Hensynsfuldhed og Agtelse for hver enkelt Patient, fornem eller ringe, »interessant" eller almindelig. Med Søstrene og deres Kald og Opgave følte han sig i dyb Sympathi". Hans Død den 7. Januar 1911, i en Alder af 64 Aar, vakte almindelig Sorg, og da han »i Stilhed" blev begravet den 11. fra Frue Kirke var det et for alle tilstedeværende dybt gribende Øjeblik, da Kisten blev løftet op og baaret ud af unge Læger, medens Diakonissestiftelsens Søstre, som havde haft Plads i Koret, fulgte umiddelbart efter den i talrig sluttet Skare. »Den tavse Tilkendegivelse viste forunderligt levende, hvor stor en Plads han havde i vore Hjerter". — Maaske kunde man sige, at Søstrene blev forvænte ved den fine ridderlige Hensynsfuldhed, de var vante til hos deres egen Overlæge, saa at de daarligt kunde finde sig i de helt andre Forhold, de ofte mødte paa fremmede Hospitaler. Mindre endda hos Overlægerne, hvis Dygtighed de maatte agte, end hos de yngre Læger, der efter Haanden, selvfølgelig ellers til stor Betryggelse for de syges Vel, fik Bolig paa Sygehusene, og hos hvem Tidens skarpe Deling ofte kom stærkt frem: stundum beken­ dende Kristne, stundum fuldt »moderne" baade i religiøse og moralske Begreber. Saadanne Modsætninger har ikke sjældent ligget bag ved de Aarsager, som nødte os til at trække vore Søstre tilbage. I ikke helt faa Tilfælde har vi med nogen Ret kunnet gentage vor kongelige Stifterindes Ord overfor et offenligt Angreb paa vort