DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

— 2 08 -

at Diakonissestiftelsen ikke gennemførte den befalede Klokkering­ ning, var ikke vanskelig at gendrive med fuld Vished om at have den afdødes Medhold: Emmauskirkens Klokke-Klang, en Fryd for Landet en hel Fjerdingvej ud, er lovlig stærk for Hospitalsbefolknin­ gens svage Nerver; det kunde ligefrem koste en Rekonvalescents Helbred, maaske en Operationspatients Liv, hvis vi en samfuld Time lod den ringe dem ind i Øret. Andenpræsten, Pastor Carl Rasmussen, var blevet udnævnt til Sognepræst i Veistrup ved Kolding; hans Efterfølger blev Pastor Chr. Garn, der havde været Forstander for Diakonhjemmet i dets første Tid. I den efterfølgende Vinter 1905—06 blev han ene om Arbejdet, da Førstepræsten, der fik sit Hoved forslaaet ved et Jærn- baneuheld, maatte tage 3 Maaneders Hvile i Norge. Den 23 .-25 . Juni havde han som „Diakonissesagens Nestor i Norden" efter­ kommet en Indbydelse til Diakonissesagsmøde i Uleåborg i det nordligste Finland, hvor han ved Tolk baade kunde holde Fore­ drag og deltage i Diskussion, der holdtes paa Finsk, samtidig med at nyde Midnatsdagens Herligheder og kærlige Menneskers Gæstfri­ hed. Uleåborgs Diakonisseanstalt lægger ligesom Sortavala i Øst- finland Hovedvægten paa Moderhuset som Uddannelsessted, og dog synes Udviklingen selv at føre dem henimod tillige at betragte det som Søstrenes Hjem, hvorfra de faar Raad og Vejledning, og hvor de har Tilhold i ledige saavel som i Sygdoms og Alderdoms Dage. — Som et Led i Bestræbelserne for at faa vort eget Moderhus kendt og forstaaet afholdt vi 12 .-15 . Juni det første „ Præstekone- kursus“, hvis Deltagere — ikke just alle Præstekoner, men Kvinder med nogen Indflydelse i Menighederne — boede hos os og havde alle 4 Dage fuldt optagne af at se og høre, hvad der vedrørte Diakonissegerningen i dens forskellige Opgaver. Denne Slags højst fornøjelige Møder har vi siden fortsat, skiftende med 4 Ugers In­ struktionskursus, der jo unægtelig kan spænde adskilligt videre i Emner og Maal. — Arbejdet i Vestindien, der ved en Bazar til Fordel for Børne- asylet i Frederiksted havde faaet en glimrende Anbefaling af selve Guvernøren som „et Skridt, jeg betragter som et af de lykkeligste i hele Børnesagens (den vestindiskes) Historie", syntes desuagtet en Tid truet, men Faren drev over, og nye Planer kom op om at