DenDanskeDiakonissestiftelse_1863-1913

- 195 -

1900. Den 5. Januar hensov Biskop Harald August Edvard Stein paa Diakonissestiftelsens Hospital, lige da Emmauskirkens Klokker ringede sammen til Fredags-Altergang, 59 Aar gammel. Søn af en meget anset Læge og hans begavede Hustru, Martin Hammerichs Discipel fra Borgerdydsskolen paa Christianshavn, nær knyttet til B. I. Fog, ved hvis Kirke han blev Kateket, naaede han til sidst over Matthæuskirken til Fyens Bispestol; men hans skønneste Livsgerning knytter sig dog sikkert til de 8 Aar, han var Præst ved Diakonisse­ stiftelsen og fik rejst dens Hus, men tillige ved Rejser og Studier i dens Ærinde lærte alt det at kende, han siden atter lærte saa mange Mennesker gennem sin Bog: „Hvad vil den indre Mission"? Om hans Skilsmisse fra Diakonissestiftelsen er der hørt nok i de foregaaende Blade, men Gud ske Lov, at her kan fortælles om hans Forsoning med den. Aareforkalkning i Hjertet — ligesom hos Frk. Conring — havde allerede i 1897 voldt ham Lidelser og Dødsfare, som han dog kom over. „Hans Hustru derimod, som, angrebet af den lange Pleje, søgte over til Diakonissestiftelsen for at vinde nogen Ro, fandtes at have en Kræftknude, der ikke lod sig operere. Efter et længere Ophold paa vort Hospital, hvor hun vandt alles Hjerter ved sin Fromhed og Mildhed, tog hun tilbage for at dø i sit Hjem, i Marts 1898, og hendes Mand forrettede selv, skønt yderst svag, Jordspaakastelsen i St. KnudsKirke. Under megen legemlig og sjælelig Lidelse varetog han endnu Aaret ud sin Em­ bedsgerning, saa vidt den kunde udføres fra Skrivebordet. Efter at have taget sin Afsked drog han i Maj 1899 over til Diakonisse­ stiftelsen, hvor et større Sygeværelse blev gjort i Stand til ham; og her tilbragte han saa sin sidste Levetid, stundum saa vel, at han kunde bringes ned i Haven, i Reglen saa svag, at han ikke engang kunde taale at se sine nærmeste, men altid fordringsløs og tak­ nemmelig mod dem, der plejede ham. Til sidst aftog med Kræf­ terne ogsaa Bevidstheden, indtil han uden Smerte og Uro sov hen". Havde der været Strid, blev der Fred, og Diakonissestiftelsen vil altid mindes ham med Taknemmelighed. Faa Dage efter døde en Mand, som ogsaa efter sine Evner havde ydet Stiftelsen al den Tjeneste, han kunde. Lauritz Chr. Nielsen var Sagfører i sin Fødeby Ribe og en ret velstaaende Mand, da han skrev til Diakonissestiftelsens Præst, om der ikke for ham som Mand kunde findes en lignende Gerning, som naar Diakonissen 13*