DanskPortrætgalleriProtektorHS.Kgl.Højh.KronprinsChristian

207 -

-

1 C a r l H a g e n b e c k .

v. B ü l o w .

F r a n z L é h a r .

Komponisten C. SA IN T -SA ËN S , Paris.

L e séjour que j’ai fait à Copenhague a été trop court et parler comme il conviendrait de cette belle ville et de ses habitants; je préfère entretenir le lecteur de l'audience que daigna m'accorder peu la Reine Louise dont je garde un pieux souvenir. Vive gaie nullement quatre-vingts ans me reçut seule, avec une affabilité une simplicité charmantes me parlant de quelques’unes demes œuvres qu'elle avait interprétées elle-même car elle avait ététrès bonne pianiste mais „depuis trois ans", medit-elle „je nejoue plus", „cela m’ennuie de faire des exercices". Elle me parla de Liszt et de Thalberg qu’elle avait connus: deux talents bien différents, mais deux grands talents . . . Puis avec cettexquise poli­ tesedes têtes couronnées: Est-ce que vous ne voudrez pas essayer mon piano? Mais auparavant permettez- moi de faireentrer mes filles, qui désirent tant vous connaître." Elle ouvrit une porte et je vis paraîtie l'Impératrice douairière de Russie, la future Reine d’Angleterre et la Duchesse de Cumberland, trio de beautés bientôt suivi de la toute charmante Princesse Valdemar et plus tard d’un grand-Duc etd'une grande-Duchesse àpeine sortit de l’enfance. Quand j’eus essayé le piano la Reine passa dans une pièce, voisine etsigna une photographie qu elle m’offrit aussitôt faveur que je n’aurais pas osé lui demander; malheureusement elle rabattit sur le portrait, la légère feuille de papier brouillard adhérant à l’épreuve et l'encre fraîche en fut à demi effarée. Elle voulut signer une autre épreuve et comme on s'y opposait craignant qu'elle ne se fatiguât: Non! dit-elle ,,on croirait queje ne puis plus bien écrire"; et elle signa une seconde épreuve. Comme j’allais me retirerSa Majesté le Roi Christian qui doigna m’adresser quelques mots et m’interoger sur mes voyages en Extrême-Orient. Ce fut le brillant final de la Symphonie, dont j ai conservé lamémoire comme au premier jour. (Det Besog, jeg har aflagt i København, har været altfor kort og ligger for langt tilbage til at jeg tør tale om mit Indtryk af denne smukke By og dens Indbyggere. Jeg foretrækker derfor at underholde Læserne om den Audiens, som allernaadigst blev tilstaaet mig af Dronning Louise, om hvem jeg bevarer den ærbødigste Erindring. Livlig, munter, ingenlunde trykket af Alderen, skønt hun nærmede sig de 80 Aar, modtog Dion uingen mig alene med en Venlighed og henrivende Ligefremhed, idet hun talte om nogle af mine Arbejder, somhun selvhavde spillet, da hun tidligere havde været en meget dygtig Pianistinde,men, sagde hun til migi i de sidste 3 Aar spiller jeg ikke mere, det keder mig at spille Øvelser. Hun talte til mig om Lisztog omThalberg, som hun havde kendt. Det var to store, men meget forskellige Talenter. Efter denne udsøgte Opmærksomhed sagde hun: „Har De ikke Lyst at prøve mit Instrument? Men tillad mig saa først at kalde paa mine Døtre, de ønsker gerne at gøre Deres Bekendtskab." . Hun aabnede en Dør og ind traadte Enkekejserinden af Rusland, den tilkommende Dronning a England, Hertuginden af Cumberland, en Trio af Skønheder, der snart blev efterfulgt af den henrivencc Prinsesse Valdemar og senere af en Storhertug og Storhertuginde, der neppe var udover Børneaarene. Da jeg havde spillet, gik Dronningen ind i et Sideværelse og skrev sitNavn paa et Fotogra i, som nun straks gav mig, en Gunst, som jeg ikke vilde have vovet at udbede mig. Uheldigvis lagde hun ce Ynde Stykke Klatpapir over Billedet, saa det friske Blæk i Underskriften blev halvvejs udvisket. Hun vilde nusignereet nyt Billede, og da jeg bemærkede, at det vilde trætte hende, sagde hun. „Nej, man vi ro, at jeg ike mere kan skrive ordentlig," hvorpaa hun skrev sit Navn paa et nyt Billede. Da jeg var ifærd med at trække mig tilbage, kom Hans Majestæt Kong Christian og enven r et til mig( spurgte mig om mine Rejser i Orienten. Det blev den glimrende Finae paa ymon nndringen herom er endnu ligesaa levende som den første Dag.)

rem o n te trop h a u t pour qu’il me fait permis de

cottée par l'âge et semblant défier les années la Reine qui avait alors prés de