DanmarksLaereHojskole_1856-1906

249 til den, der gæster Skolen, og den, der paatager sig det Hverv at være Læreres Lærer. V i d e r e u d d a n n e l s e er Tidens Løsen. Lærerhøjskolens Kursus har foranlediget Tilblivelsen af en hel Række andre Lærerkursus (S. 34, 39, 155). For at faa fuldt Overblik over Videreuddannelsens Om­ fang maa man da til Lærerhøjskolens Budget paa omtr. 170000 Kr. føje adskillige andre og beslægtede Bevillinger: 8000 Kr. til de to Højskolelærerkursus, 1000 Kr. til »Dansk Friskoleforening«s og 3000 Kr. til »Dansk Skoleforening«s Kursus, 3000 -(- 300 Kr. til Realskole­ lærernes Sprogkursus og pædagogiske Stævner, delvis ogsaa de 8000 Kr. til Kursus i metodisk kvindelig Haandgerning, o. 14000 Kr. til »Dansk Sløjdforening«s Kursus og 1400 Kr. til Sløjdkursus paa Askov, dernæst o. 6000 Kr., som »Dansk Husflidsselskab« af sin Bevilling anvender til Husflids- og Haandgerningskursus for Lærere og Lærer­ inder i Folkeskolen. Noget af de 7500 Kr. til Skolebørns Fælleslege gaar ogsaa til Lærerkursus. Endvidere kan hertil føjes 5000 Kr. til Lærerbogsamlinger og 18000 Kr. til Rejser for Lærere. Noget af de 22000 Kr. til Læremidler maa ogsaa regnes her hen. I alt anvender Danmark nu vel omtrent 238000 Kr. om Aaret til Lærernes Videre­ uddannelse. Og Bevægelsen har grenet sig videre. Læger og Præster har faaet deres smaa Kursus for at følge med i Udviklingen paa deres Omraader. Folkeuniversitetsbevægelsen slutter sig hertil, andre Oplysningsselskaber virker med. Og i Udlandet spores den samme Strømning, enten Universiteterne indretter Sommerkursus eller Uni­ versitetslærerne drager ud for at sprede Oplysning, eller man opretter særlige Lærerkursus og sørger for Lærerrejser. Men i dette Kapløb har Danmark faaet et Forspring, idet man er begyndt for 50 Aar siden og har skabt en Institution, der — takket være de to fremragende Førere — paa een Gang fik tilstrække­ lig Fasthed og Bøjelighed. Og det er næppe en Tilfældighed, at Danmark i denne Sag kom til at gaa i Spidsen. Selve den Kends­ gerning, at den danske Lærer tidligere end andre Lærere frivillig kunde sætte sig paa Studiebænken alene for at blive dygtigere til sin Lærergerning og uden at regne sig for god til at overtage Elevens Rolle, bunder den ikke netop i national Ejendommelighed? Er den ikke Udslag af dansk Jævnhed og Ligefremhed og dansk Utilbøjelig­ hed til at holde paa de rent ydre Former? Og hører den ikke hjemme netop i Grundtvigs Fædreland, hvor Begejstringen for Oplysning tid­ ligst vaktes af sin Dvale? At Danmark i denne Sag er kommet forud, er vel Forklaring til, at man i Udlandet — saa vidt det da vides — endnu ikke har en Læreanstalt, der i Omfang og Plan fuldt ud svarer til Lærerhøj­ skolen hos os. Nærmest kommer vistnok »Pædagogium« i Wien.