DanmarksLaereHojskole_1856-1906

248 bæres oppe af Lærernes — og særlig Folkeskolens Læreres — Lyst og Trang til at vinde fremad i personlig Udvikling. Saaledes har de rent ideelle Interesser faaet Overvægten. Thi det maa huskes, at de forskellige Kursus ikke giver nogen Forret til højere Stillinger. Og selv om Stipendierne kan være en god Hjælp, saa bringer Lærerne dog store Ofre, enten de drager til de korte Kursus eller til Aarskursus’et. Sommerferien bruges til anstren­ gende Arbejde i Stedet for til Hvile, og Aarsundervisningen tærer ikke blot paa Kræfterne, men ogsaa paa Finanserne; Pengeunder­ støttelsen kan nemlig ikke holde Kursusdeltagerne skadesløs, og hertil kommer, at stedse flere udenbys Lærere tager Kursus’et uden Stipendium. Ved Siden heraf ses det, at de københavnske Lærere og Lærerinder, som skulde synes at have deres Arbejdsdag optaget til det yderste, dog vinder Tid til at sætte sig paa Lærebænken. Den stærke Tilslutning, Lærerhøjskolen har faaet, bliver derfor vor Lærerstand til Ære. Lærerdygtigheden herhjemme har Krav paa ikke alene at bedømmes ud fra den almindelige Læreruddannelse — der i de halvhundred Aar flere Gange har været mangelfuld og i Øjeblikket ikke kan siges at holde Maal med Tidens raske Udvik­ ling — , men tillige ud fra flere andre Forhold og heriblandt ikke mindst ud fra Videreuddannelsens Art og Lærernes Udnytten af de Midler, den byder. Men er dette Tilfældet, da bliver Lærerhøjskolen ikke blot et Mindesmærke for Monrad og Fjord, men ogsaa for den danske Lærer i Almindelighed. Det er Lærerstandens varme Interesse, som har muliggjort, at den gamle Kursusinstitution har kunnet glæde sig ved Liv og Ud­ vikling og forynges, alt som Aarene gik. Det er dette, som har sat den i Stand til at give noget andet og mere end en blot Fortsættelse af Seminarieuddannelsen. Læreren, der kommer for at lære, har som Regel faaet Tid til at fordøje den spredte Seminarie- eller Skole­ lærdom; han har udviklet sig gennem Brugen af det Stof, han hidtil har erhvervet, og han har lært at kende sig selv, kende sine Kræfter, i nogen Maade ogsaa sin Begrænsning. Han kommer som den ud­ viklede, tænkende Personlighed, ikke sin Vejleders jævnbyrdige i Lærdom, men stundom hans Overmand i Erfaring. Døren staar ham aaben ikke blot i de unge Aar, hvor han næsten ubegrænset kan suge Kundskab til sig, men ogsaa i den modnere Alder, hvor Stoffets Bearbejdelse er hans Styrke. Aarskursus’et tager imod ham, til han er op imod de halvhundred Aar; de korte Kursus følger ham endnu ti Aar videre. » A l d r i g l ø s e s Ma n d a f Lær e « . Det er Indskriften paa Lærerhøjskolens Talerstol, og det er Over­ skriften over dens Gerning. Og Ordene henvender sig paa een Gang