DanmarksLaereHojskole_1856-1906

247

VII. SLUTNINGSORD.

Vi har fulgt Lærerhøjskolens Udvikling i dens Helhed, og vi har set de enkelte Afdelingers Vækst i de halvhundred Aar. Spæde Spirer er blevne til vidtgrenede Træer. Der har været Trivsel i det Arbejde, som udfoldedes i det halve Aarhundred. Kaldtes der i Begyndelsen knap en halv Snes Lærere aarlig til de lange og de korte Kursus tilsammen, saa antages der nu for hvert Aar omtrent 1200. Og spændte man oprindelig næppe nok over ti Fag, saa har man nu Vejledning i henved halvhundred. Men aldrig vilde man være naaet saa vidt, hvis der ikke havde været Frejdighed og Be­ gejstring i Arbejdet. Og dette hænger atter sammen med den Ubun­ dethed, der er blevet Kendemærket for Lærerhøjskolens Virksomhed: Frihed i Fagvalg, Selvarbejde i Studiet, Raaderum for den enkeltes Lyst og Evner, Hensyn til skiftende Tiders Krav, alt dette giver Høj­ skolen dens Præg. Der er lidet eller intet af Eksamener, ingen Fare for Stilstand, ingen Jordbund for stivnede Former og Metoder, ingen faste Læreransættelser, intet fastslaaet Program, der ikke med Lethed kan ændres. Og Bevægeligheden gør lydhør. Højskolens Lærere lytter til pædagogiske Tanker og Ønsker, der dukker op, og man vælger og vrager uden ydre Baand. Til Friheden i Lærerhøjskolens Plan svarer Frivilligheden i Lærerstandens Tilslutning og i dens Benyttelse af Højskolens mange­ artede Kursus. Ogsaa her spores en Udvikling. Da de Monrad’ske Kursus grundlagdes, var Nødvendigheden overvejende: Lærerne ved visse Skoler maatte overtage Fag, som de efter deres Uddannelse ikke kunde magte. Endnu ved Oprettelsen af det etaarige Realskole­ lærerkursus traadte dette Hensyn i Forgrunden, og til forskellig Tid har det ogsaa gjort sig gældende ved de korte Kursus. Men dette Tryk bliver sjældnere og sjældnere. For halvhundred Aar siden lød det Nødraab: »Hjælp mig! jeg kan ikke overkomme, hvad jeg er sat til at lære de unge«. Nu lyder det svagere og rent undtagelses­ vis. Det kan selvfølgelig komme igen, naar ny Fag indføres i Sko­ lerne; vi har set det ved det lille Svensk-Kursus for den højere Almenskoles Lærere i 1905 og ved de sidste Aars Kemi-Kursus for Mellemskolens Lærere, ligesom det ogsaa maatte spille en Rolle ved det ny Gymnastiksystems Fremtrængen (S. 186, 197, 219). Og det kan ogsaa i enkelte andre Tilfælde blive en Faktor, man maa regne med, saaledes ved Tegnelærerkursus’et. Men den haarde Nødven­ dighed træder mere og mere tilbage og afløses af den fulde Frivillig­ hed. Og netop samtidig har Lærerhøjskolen opnaaet sin iøjnefal­ dende Udvikling og Vækst. Saa er Forholdet da dette, at den nu