ChristianWinther_III

- 465 — Paa Sophocles’es Gravsten udhuggede man en Bisværm som Tegn paa hans søde, melodiske Vers. Den vilde ogsaa have passet paa Chr. Winthers; hans Sanges søde Toner, som ere saa sunde og naturlige, saa naive og kjække, saa fulde af Livsglæde og dog af et Sværmeri og Vemod, hvorved de nærme sig Balladen, skulle, saa længe vi kunne bevare vort Sprog, fryde Hjærterne, befrie Tankerne og gjøre ham selv inderlig kjær for os. Det bør altid betragtes som en Skam for en Dansk ikke at kjende ham. Jeg har tidligere sagt, at Winthers Digte have været det Samme for den danske Ungdom som Homérs for den græske. Der fortælles hos Plutarch , at Alkibiades en Dag kom ind i en Skole og bad Læ­ reren der om en Udgave af Homér, og, da der ingen saadan fandtes, gav Alkibiades samme Lærer en Kind­ hest. Saaledes bør Chr. Winthers Digte altid forlanges blandt den danske Ungdoms Bøger; der ville de føles og forstaaes. Det sees da ogsaa, hvor stort et Følge han har havt af unge Poeter, der levede af de Smuler, der faldt fra hans Bord. Det gik ham, som det gaaer de store Skibe, der sejle over Havet og i deres Kjøl- vand have en Skare Søfugle, som holde Livet oppe ved den Føde, der stadigt fra Skibet kastes ud til dem ; men er dette først i Havn, saa har jo rigtignok Ingen mere dem i Tanke. Paa Chr. Winther kan man anvende nogle Ord, som Qvintilian bruger om Simonides: „Han er simpel, men har et særegent Sprog, som Alle maa prise for en vis Ynde; alligevel bestaaer hans Styrke i at kunne vække til Vemod, saa at Nogle i denne Henseende foretrække ham for alle den Slags Forfattere“. — Selv har Chr. N. Bøgh: Chr. Winther. III. 30

Made with