ChristianWinther_III

— 4 3 4 — Her drikker Blod af Ranken jeg i et gjæstmildt, fremmed Land, men læskes tidt i Tanken af Kirsten-Kildens svale Vand. Nu seer jeg aldrig Bøgen; men for min Tanke staaer den her saa frisk, saa kjær — at søge’n behøves ej — den er mig nær. Derhjemme staaer vel H esten1) med Reseda omkring sin Fod; dog her vi aande næsten en Luftning lige sød og god. Jeg elsker Østergaden og Hallandsaas og Gammel Strand, jeg elsker hele Staden og Alting i det kjære Land. Tidt synes jeg i Drømme at høre i den stille Nat vor Nattergal udstrømme sit Elskovskvad i Ordrups Krat og glemmer ingensinde hvert Solblink og hvert Stjærneskjær, som fik mig til at finde, at Hjærtet ret kun leved der. Men det blev dog min Villie at færdes her og her at dø; siig mig: „Où peut-on être mieux qu’au sein de sa fam ille?“

Hans Anvendelse af disse Marmontels Ord fører Tan­ ken til et andet Digt, han Maaneden før skrev i Paris, og som han kalder „Dompappen og jeg “ 2); i dette siger han til „den stakkels Dompap“, som fra Skovens friske Kroner er dragen ind til Byen,; x) Paa Kongens Nytorv. 2) Efterl. Digte, S. 127.