ChristianWinther_III

— 4 3 2 — dybere tilbunds i Sagen, var det et rørende Træk. Landsmænd søgte at være ham til Hjælp. Da Kom­ mandør Ttixen en Dag gik med ham ned ad Gaden, tog Winther ham under Armen og sagde da: „Nu har jeg ikke havt en Arm at støtte mig paa, siden jeg for­ lod Danmark.“ Vel sagtens blev Fædrelandet gjennem dets Fjærn- hed og hans Længsel derefter noget idealiseret af ham. Den 16de Jan. 1876 skriver han til sin Hustru1):

Til Svar paa det Ord, Du mig sagde til Trøst, „at Sangen end leved, men sov i mit Bryst“ : Naar Vintren, den Dødning, er jaget paa Port, og Alting faaer Farve, hvad hidtil var sort; naar Krokus og Sommergjæk blomstre og prange langs Rosenborghavens de krummede Gange; naar Reseda grønnes paa Torvet om Hesten, og Svalen forlængst har sig meldet som Gjæsten, der altid er kjær, naar den søger sit Bur i mit Kjøbenhavn paa en Væg eller Mur; naar M ini har aabnet sin Dør og sat Stole samt Planter i Vase for dem, som vil sole sig lidt, mens de drikke en tarvelig Taar og glædes gemytligt ved Hvad de saa faaer; naar Vejen til Frederiksberg er paany befærdet af Vogne fra Land og fra By og Josty har lavet sit Telt til at tage imod sine Kunder i Foraarets Dage; naar saa Østergades de hvimsende Smukke af Vinterkaaberne sees at fremdukke; naar Strømmen derude i Øresundet ej mere i Kuldens Lænker er bundet; naar Baadene dampe og Vognene trille til Klampenborgs Bad og til Kirstens Kilde; naar Tyskerne komme over salten Hav til Lappen, til Slottet ved Hamiets Grav; naar Nattergal fløjter hver evige Nat erotiske Sange i Ordrups Krat;

6 Efterl. Digte, S. 121—23.