ChristianWinther_III

— 4 2 9 — stiu hai tned utrættelig Energi faaet vort Hus i bedste Orden. Hun har — som sædvanligt — sørget kjærligt foi mig og som sædvanligt — tænkt sidst og mindst paa sig selv.“ Idet han seer, hvorledes hun kæmper' for sin Datters Velfærd, kalder han hende „Heltinde for en hellig Sag x), og han bøjer sig i Beundring og — Selvfoi negtelse; men han sørger dybt over hendes Li­ delser. Den 7ende Dec. 1876 skriver han til hende2): » * ' Din Himmel er kun skummel, graa, der smiler ingen Stribe blaa; ej Lys, ej Glæde er Dig tilstede; tung er den Sti, Du vandrer paa. Og senere siger h an 3): Tiden gik trægt for ham i Paris. Han vilde altid hjælpe sig selv for ikke at føle sig umyndig; han taalte ikke gjærne, at Nogen gik ham tilbaande eller ledsagede ham paa Gaden. Den Eneste, han tyede til, var sin Hustru; Frøken Jensme Smith skriver: „Der kunde være noget rørende Barnligt ved ham i de senere Aar, naar han kom og vilde støttes af hende.“ Som det sees af Fru Winthers Brev, fulgte hun ham hver Dag til Café de la Régence, hvor han læste Aviserne. Her traf hans Ungdomsbekjendt Fru Rovsing, født Schack, ham en Dag. Hun begyndte at indlade sig med ham; men stiax efter kom hans Hustru og sagde: „Marie, maa jeg sige Dig Noget!“ Hun trak hende da ind i et an­ det Værelse og fortsatte: „Det er, fordi Winther saa 9 Efterl. Digte, S. 118. 2) Smsteds S. 139. 3) Smsteds S. 152. En Sødhed lever der om hendes Læber; men Smerten lever og, der Smilet dræber.