ChristianWinther_III

— 321 — Hver for sig kan være god af de tapre danske Døde, som for Intet maatte bløde; mig dog piner mest hans Blod. Og mit Hjærte hamrer vildt, spændt paa Harmens Pinebænke, naar forbitret jeg maa tænke: „Hvi blev al den Rigdom spildt?“ Svøbt i Dødens skumle Flor, denne trodsig stærke Pande maatte bøje sig og vande med sit Blod den tabte Jord. O, lyksalig er Du, Ven! Tomme staa Dig Smertens Skaaler! Klart Din Æres Stjærne straaler! Men vor Ære — hvor er den?

Havde Chr. Winther saaledes mistet en for ham kjær ung Mand, kunde han dog endnu finde Trøst i flere andre saadanne, som varmt knyttede sig til ham. Og her staaer i Forgrunden den førnævnte ud­ mærkede — i 1841 fødte — svenske Digter, Grev Carl Snoilsky. Det var under Studentermødet i 1862, de gjorde hinandens Bekjendtskab. Deres første Møde skil­ drer Snoilsky saaledes1): Vi gingo nedåt østergade, jag och min kjobenhavnske van.2) En sleif i danska fårger hade jag vid mitt brost — jag ser det an. Min van i sidan tyst mig stotte: „ Christian Winther “ — sade han. 1) „Diktér“ af C. S., 5te Saml. 1897, S. 78. 2) Clemens Petersen. N. B ø g h : C hr. W in th er. III. 21 I vimlet vi en herre motte, en ånnu rorlig gammal man.